Jeg sad oppe på 13. række, sædet havde nummer 228, stedet var Ullevi Stadion. Det var mandag 22. juni 1992, byen var Göteborg, sommeren var brændende varm – og det danske fodboldlandshold var gloende og i gang med at skabe en sensation i sværvægtsklassen.
Nede på græsset havde Danmark og Holland spillet 2-2 i den europæiske semifinale, og nu var man i gang med den afgørende straffesparksrunde. Og hvis Kim Christofte om få sekunder sender bolden i nettet bag den hollandske målmand Hans van Breukelen, vil det danske landshold komme i EM-finalen.
Christofte gør sig klar, han står kun et par skridt fra bolden, vælger altså et farligt og ultrakort tilløb, og så ... ja, så er det her i 30-året for den smukke aften, at jeg gerne vil komme med en indrømmelse: Jeg bøjede hovedet over min skriveskærm, lukkede øjnene, så ikke sparket. Turde ikke. Men af et kæmpemæssigt jubelbrøl fra næsten alle de 37.450 tilskuere blev jeg revet tilbage til den lykkelige virkelighed og kunne afslutte min reportage til Politiken.
Men hvordan var jeg havnet i Göteborg, hvorfor blev det mig, der skulle skrive den fodboldmæssige ’festtale’ til Politiken og nogle dage senere også dække den historiske finale samt skrive fra flere olympiske lege, interviewe legenderne Lille Henrivende Inge og Ragnhild Hveger, sejle med flåden i Arktis, sidde på første række til Michael Laudrups karriere, tage på natlig spadseretur i Paris med Mikkel Hansen og vandre i den opdagelsesrejsende Shackletons fodspor i Antarktis? Det er en længere historie – og den begynder her.
