Det var drømmejobbet, det uopnåelige. Men jeg havde fået det.
Efter syv år på den sjællandske avis Dagbladet med ophold i Roskilde, Haslev og Ringsted, skulle der ske noget. Min elevkollega Bo Maltesen, der havde fået job på Politiken, opfordrede mig til at at søge ind på den store avis i København, og det gjorde jeg – på sportsredaktionen. Et pænt brev, syntes jeg, blev sendt af sted.
For efter at have dækket et hav af generalforsamlinger i brevdueforeninger, husmoderforeninger, marineforeninger, hønseavlerforeninger, banker og foderstofselskaber og også dækket retsager med indbrud og spritkørsel, skrevet om skolestof og nye fodgængerovergange og ændrede togkøreplaner samt kloakering, børnedyrskuer og stridigheder i menighedsrådet, ville jeg prøve noget helt andet. Noget kærlighedsstof – nemlig sport.
En dag blev jeg kaldt til samtale hos Politikens daværende sportsredaktør, Frits Ahlstrøm, og redaktionschef Jørgen Grunnet – ja, det var før Grunnet blev udnævnt til chefredaktør. Lad det være sagt med de samme, at begge har haft den største betydning for mit journalistiske liv. Frits Ahlstrøm som manden, der ansatte mig hele tre gange, og Grunnet som chefredaktøren, der formede, inspirerede og opmuntrede mig lige til sin død i 2009, 70 år gammel.
