Som bekendt har en mønt to sider. Det afhænger af øjnene, der ser, hvilken side man lægger mærke til. Og når det gælder den afgående forbundsformand for 3F, Per Christensens karakter, er der også delte meninger blandt dem, der kender ham.
Ikke kun på grund af den skandale, som tirsdag fik den 64-årige tidligere tømrer til at trække sig fra posten som Danmarks tillidsmand nummer ét.
For én ting er det private dobbeltliv, hvor B.T. i lørdags skrev, at han ad to omgange har været i faste parforhold med to kvinder på samme tid – uden at kvinderne var vidende om, at Per Christensen også var i et forhold med en anden. Noget andet er hans ledelsesstil som formand for 3F siden 2013.
Her har der gennem årene været intern utilfredshed blandt flere af 3F’s ansatte. Men frygten har lukket munden på kritikerne. Det har længe været kendt internt, at ingen skulle komme på tværs af formanden, for ellers røg man ud i kulden.
