Tidligere elever på kostskolen Herlufsholm fortæller i en ny dokumentar på TV 2 om vold, krænkende adfærd og seksuelle overgreb begået af ældre elever på skolen, der er kendt for at tiltrække elitens børn. Beretningerne vækker voldsom debat og fører til krav om øjeblikkelige ændringer.
Kronprinsparret, der har 16-årige prins Christian på skolen, har erklæret sig dybt rystet over de vidnesbyrd, der kommer frem, og kalder kulturen helt uacceptabel. Statsminister Mette Frederiksen bekendtgør, at hun er dybt påvirket af dokumentaren og kræver, at skolen stopper den bagvedliggende kultur.
Skolens rektor, Mikkel Kjellberg, afviste i første omgang, at der er en problematisk kultur på skolen, men skolens ledelse har nu iværksat en advokatundersøgelse af forholdene, og rektor lover forandringer. Til DR siger han:
»Jeg starter allerede i dag en proces med eleverne, med henblik på at vi skal afskaffe og ændre alle traditioner, der har en flig af usund kultur i sig. […] Vi har været overbevist om, at vi havde taget et solidt livtag med rester af en hård kultur, men vi har ikke været gode nok til at se de sager, der har været, og der skal vi indføre tiltag, som opdager alt«.
