Allinge, Arendal og Almedal – Olof Palme startede en politisk eksportsucces

Georg Pettersson skal være manden, der havde held til at skabe et politisk fænomen i Sverige, der efter et langt tilløb udviklede sig til en særpræget politisk eksportsucces.

Tilbage i 1968 var Pettersson lokalformand for de svenske socialdemokrater på Gotland, hvorfra man kan sejle en kort tur til nærliggende Fårö. Han var opmærksom på, at Sveriges daværende undervisningsminister, Olof Palme, havde for vane at feriere på Fårö og havde spurgt de svenske sossars politiske stjerneskud, om han ikke havde lyst til at lægge vejen forbi Gotlands hovedby, Visby, for at holde et oplæg.

Palme takkede ja, en ladvogn blev stillet op ved krudttårnet i den nordlige ende af Almedalsparken i det centrale Visby, og Olof Palme holdt en tale i strid blæst, kan man læse i Dagens Nyheters 40-års jubilæumsartikel om Almedalsveckan fra 2008.

En tradition var begyndt i det små. Artiklen opsummerer, at Olof Palme i sin tale fra 1981 havde noteret, at han nu for 14. gang i træk havde talt i Almedalen. I løbet af 1970’erne fik parken kælenavnet ’Palmedalen’, fordi Palme, som på det tidspunkt var statsminister, hver sommer benyttede nyhedstørken i medierne til at holde en tale og på den måde erobre mediebilledet i en afslappet kulisse iført skjorteærmer.

Efterhånden begyndte politiske konkurrenter at tage kampen op, hvilket blev næste skridt i retning af det politiske festivalfænomen, som vi de sidste ti år også er begyndt at prøve kræfter med i Norge og Danmark: Almedalsveckan på Gotland, Arendalsuka nær Kristiansand i det sydlige Norge fra 2012 samt folkemødet i Allinge på Bornholm siden 2011.

De er på én og samme tid ens og forskellige. Som politisk reporter har jeg dækket dem alle tre flere gange og har på den måde oplevet mylderet af vælgere, toppolitikere, embedsfolk, erhvervsfolk og journalister summe rundt i en evig, men ofte afslappet jagt på næste debatarrangement.

Den seneste, jeg selv dækkede, var Arendalsukan i august 2021, der nøjagtig som i 2014 og 2017 repræsenterede en slags uofficielt startskud på den norske valgkamp i september samme år.

I moderne norsk politik har Arendalsuka på den måde skrevet sig ind i den norske politiske kalender. På et billedskønt plateau ved navn Fløyheia med panoramaudsigt over de stejle klippeskråninger, der fører ned til den idylliske havneby vest for Skagerrak, havde teknikere fra public service-stationen NRK i dagevis været travlt beskæftiget med at bygge et tv-studie op til at huse valgkampens første partilederdebat. Daværende statsministerkandidat Jonas Gahr Støre (S) tørnede sammen med den daværende norske statsminister, Erna Solberg fra partiet Høyre, og de øvrige partiledere.

Begivenheden havde topprioritet, ikke mindst fordi et talstærkt korps af pressefolk dækkede begivenheden som var det en VM-kamp i sværvægtsboksning eller fodbold, med konstante analyser, kommentarer og karakteruddelinger af toppolitikernes retoriske infight.

Som dansk reporter virkede det en anelse opgejlet at følge de norske politikeres slagsvekslinger om prioriteringen af Udkantsnorge, gratis tandpleje til unge og ja eller nej til olieboringer i havet ved Lofoten. Partilederdebatten fandt nemlig sted samme aften, som den kaotiske evakuering af vestlige diplomater og ansatte fra lufthavnen i Kabul.

Mens det virkede, som om resten af verdens nyhedssites fokuserede på dramaet i Afghanistan, insisterede norske medier på, at partilederdebatten nu engang skulle fokusere på norsk indenrigspolitik.

Udenlandske journalister i kø

For mit eget vedkommende var de tre dage i Arendal imidlertid yderst brugbare. Alt, hvad der kunne krybe og gå af folk med forstand på norsk indenrigspolitik, var repræsenteret, og som reporter repræsenterede toppolitikernes tilstedeværelse en smutvej til at få interviewtid med de norske toppolitikere, hvilket ellers kan være en udfordring, når man som udenlandsk reporter skal dække valg i et andet land.

Af mange gode grunde prioriterer partiledere og statsministerkandidater især de medier, der skriver til et hjemligt publikum, men i Arendalsuka og Almedalsveckan er der rent faktisk mulighed for at stille sig op i den lille kø af pressefolk, der typisk stiller sig op efter et debatarrangement og efter tur får et sted mellem to og ti minutter med politikeren.

Projektet er lykkedes, i den forstand at jeg hver gang er vendt hjem med citater fra toppen af poppen af svensk og norsk politik til brug for senere artikler i Politiken. Samme trick har jeg oplevet kolleger fra Sverige, Norge, Finland, Tyskland og Frankrig benytte sig af.

Det samme ville formentlig kunne lade sig gøre på Bornholm, men jeg har kun sjældent mødt udenlandske reportere fra vores nabolande. Det kan hænge sammen med, at vi i Danmark – modsat samtlige omkringliggende lande – ikke har faste valgperioder.

I Norge ved de, at de uanset hvad skal til stortingsvalg igen i september 2025 – og at Arendalsuka finder sted i uge 33 samme år. I Sverige har medier og politikere siden 2018 vidst, at valget til Riksdagen finder sted 11. september 2022. Og at Almedalsveckan fra 3. til 7. juli er en vigtig profileringsplatform i perioden lige før slutspurten.

Her på tærsklen af valgperiodens fjerde år i Danmark er den politiske kalender notorisk diffus. Vi ved alle, at der skal være folketingsvalg i løbet af de næste 12 måneder. Men kun statsministeren og hendes nærmeste har en mere præcis idé – og den kan ændres mange gange, hvis uventede begivenheder kommer flyvende fra uventet kant, som vi har set det med pandemien, #MeToo, minkkommissionen og de slettede sms’er samt senest Ukraine-krigen.

Af samme grund falder Folkemødet 2022 i en slags kalendermæssigt ingenmandsland, hvor man ikke kan fortænke partilederne i at økonomisere med de mest prominente meldinger til efter sommerferien, hvor valgtrommerne begynder at larme. I den forstand har Folkemødet et handikap sammenlignet med sine nordiske kolleger.

Svensk alvor – dansk jovialitet

Men det er næppe hele forklaringen på det fænomen, som et par af folkemødets founding fathers ventilerede i jubilæumsbogen ’Folkemødet. Demokrati under åben himmel’, der udkom sidste år. Her sammenligner administrerende direktør Morten Rud Pedersen fra Rud Pedersen Public Affairs netop Folkemødet med Almedalsveckan. Morten Rud har været aktiv begge steder i en længere årrække.

»De politiske partier i Sverige tager deltagelsen på Almedalen mere alvorligt. Der bliver f.eks. altid lanceret rigtige nyheder, og en statsminister og oppositionsleder vil også typisk lancere nye store udspil. De taler, partilederne holder, er nogle, der analyseres i medierne, hvor man godt kan have fornemmelsen af, at danske folkemødetaler nærmest holdes uden manuskript og ikke rigtig har været igennem en politisk vurdering på indholdssiden«, skriver Morten Rud Pedersen.

En tilsvarende vurdering har bestyrelsesformand Rasmus Nielsen fra Altinget, der ligeledes har været en aktiv deltager på Folkemødet fra begyndelsen. I samme bog undrer han sig over, at de politiske partier aldrig lader til for alvor at have taget hovedscenen til sig som en vigtig politisk platform:

»Der er flere refererende journalister til stede, så det undrer mig, at partierne ikke bruger platformen. Jeg er et spørgsmålstegn der. Det er i stedet en sekundatale og ikke en tale, som partierne tillægger vægt, og er heller ikke blandt deres primære taler i løbet af året«.

Mit eget indtryk er det samme. Danske politikere, herunder toppolitikere, har altid prioriteret Folkemødet ved deres tilstedeværelse, men oftest mere på en jovial facon end i form af en skarp politisk melding. Da Mette Frederiksen i juni 2018 lancerede sin afgørende besked om at kassere de radikale som regeringspartner og gå efter en etpartiregering, skete det karakteristisk nok i en grundlovstale – ikke på Folkemødet kort efter.

Kristian Thulesen Dahl repræsenterer i den forstand en undtagelse fra den regel. Han brugte faktisk sin folkemødetale i 2016 til at erklære, at Dansk Folkeparti ville insistere på at komme i regering, hvis et kommende valg resulterede i et genvalg til blå blok. Sådan gik det som bekendt aldrig, men i folkemødesammenhæng skilte meldingens karakter sig ud fra mængden.

De store skruer lidt ned

Det ændrer ikke ved, at folkemødet, Arendalsuka og Almedalsveckan er en lækkerbisken for mennesker med snart sagt enhver politisk interesse. Ifølge folkemødeprogrammet for 2022 er der på klokkeslættet 9 fredag 17. juni programsat hele 30 forskellige arrangementer. Sådan bliver det ved det meste af dagen. Alt muligt i én stor politisk pærevælling.

Oprindelig var det daværende indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V), der efter et besøg Almedalsveckan i 2010 lancerede ideen om en dansk pendant.

Med en parentes om de seneste coronasæsoner er fænomenet vokset eksplosivt. Også i økonomisk henseende i en grad, så store organisationer er begyndt at skrue ned igen. Efter en årrække med stribevis af højtprofilerede arrangementer har f.eks. Landbrug & Fødevarer mere eller mindre lukket ned, forklarer brandingchef Lisbeth Olsgaard i biografien om Folkemødet:

»Man begyndte at kannibalisere på hinandens debatter, lidt som et våbenkapløb. Hvor stort, hvor dyrt, hvor alt muligt. Og det er synd. Man kan ikke længere bare diskutere mad i daginstitutioner, det er ikke sexet nok. De sidste år har der været for meget fokus på, hvor mange kendisser du har med«.

Karsten Dybvad, tidligere departementschef i Statsministeriet, administrerende direktør i Dansk Industri og bestyrelsesformand i Danske Bank, er inde på lidt af det samme. I sin DI-tid brugte han mange kræfter på at gøre Klostergaarden midt i Allinge til et forum for mange forskelligartede og velbesøgte debatter. Dybvad advarer mod de senere års udvikling med flere lukkede arrangementer, hvor toppolitikere og spidser fra organisations- og erhvervslivet prioriterer specialinvitationer med eliten frem for de åbne arrangementer.

»Nu ser jeg tendenser til, at vip’er i stigende grad isolerer sig på Nordlandet eller Stammershalle, og jo flere timer du bruger de steder, jo færre timer er du f.eks. som politiker ude blandt folk«, skriver Dybvad.

Faktisk forudsagde han nøjagtig den udvikling tilbage i 2014. Dengang mødte jeg ham på Almedalsveckan, hvor Dybvad understregede den bornholmske værdi af ægte nærhed til politikerne.

»Man har fornemmelsen, at det hele er mere stramt planlagt på Gotland. Der er flere middage om aftenen mellem beslutningstagere og erhvervslivet. Sådan noget er kun i sin vorden på Bornholm, men der er træk i den retning«, sagde han dengang til Politiken.

Her i 2022 skal og vil Folkemødet post corona finde sin nye form. Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen, Søren Pape Poulsen og Mai Villadsen vil utvivlsomt være der, for den politiske festival lader til at være svær at slå ihjel.

Ganske vist var det tæt på i årene efter 1986, da Olof Palme blev myrdet på Sveavägen i Stockholm. En avisrubrik fra Dagens Nyheter hed dengang, at »Almedalen som central politisk sommerscene døde med Olof Palme«. Expressen skrev blot, at »mordet på Palme blev slutningen på Almedalen«.

I respekt for Palme nægtede hans efterfølger, Ingvar Carlsson, at tale i Almedalen. Han tog først stafetten op igen, da enken Lisbet Palme fik ham overbevist om, at det var i orden. Et par årtier senere kom flere lande med.

www På hjemmesiden democracyfestivals.org kan man ikke bare læse om Arendal, Almedalen og Allinge. Lignende arrangementer eksisterer i Estland, Letland, Litauen, Finland, Belgien og Ungarn.