Psykisk sygdom dækker over et bredt spektrum af lidelser. Betegnelsen inkluderer alt fra adhd, autisme, depression og angst til skizofreni og andre psykotiske sygdomme.
Forskellige lidelser kræver forskellige behandlinger. Selv om to patienter på papiret lever med samme sygdom, kan de kræve forskellige tiltag. Der er altså ikke en one size fits all-løsning inden for psykiatrien.
Alle kan få en psykisk lidelse. Omkring 580.000 mennesker her i landet har i skrivende stund en psykisk lidelse, og 40-50 procent vil få en psykisk lidelse på et tidspunkt i deres liv. Det betyder, at selv hvis man ikke bliver ramt, så er det nærmest umuligt at undgå at have psykiske lidelser tæt inde på livet i familie eller omgangskreds. Tallene kan endda være endnu højere, da der er risiko for mørketal.
Hvis man lever med angst, ocd eller fobier, så hører det til den gruppe af lidelser, der kaldes nervøse og stressrelaterede tilstande.
