Børnene har gule trøjer og vinger på. De skal køre igennem hele byen med Jonas Vingegaard bag dem.
12-årige Kristian Værden er lidt nervøs før dagens store etape. For onsdag testkørte børnene ruten, hvor hans kæde hoppede af. Han er særligt bange for, at bakken på ruten lige ved plejehjemmet vil volde ham problemer igen.
»Men jeg har vinger på, så jeg tror på, at det går«, siger han.
De 24 børn tripper af bare spænding. Men det er egentlig mest, fordi de har hørt, at der kommer rigtig mange mennesker. Femårige Louis Futtrup tror på, at der kommer ti milliarder. Han får at vide af sine storesøstre på ni og 11 år, at han har skudt lidt over mål.
