Jesper Bornak skyllede den krydrede chicken tikka masala og det hvidløgsstrøede naanbrød ned med en iskold fadøl.
Den 34-årige dansker sad ved et hjørnebord på Leopold Café i den indiske millionby Mumbai. Den traditionsrige bar og restaurant var kun blevet mere populær blandt backpackere og forretningsrejsende, siden hovedpersonen i kultromanen ’Shantaram’ havde lagt vejen forbi på sin flugt efter et fiktivt bankrøveri i Australien.
Hjemme i Danmark havde Jesper Bornaks kone og to små børn, men arbejdet som selvstændig i shippingbranchen havde sendt ham alene på forretningsrejse til Indien. Ved hjørnebordet på Leopold Café var Jesper Bornak dog hurtigt faldet i snak med besætningen fra et Lufthansa-fly, som havde en friaften i Mumbai, før de igen skulle servicere passagerer på vej tilbage mod Tyskland.
Efter middagen drak Jesper Bornak kaffe og sludrede med den tyske steward Thomas om deres fælles interesse for triatlon, da han bemærkede lyden af eksplosioner fra gaden foran restauranten. Hans første tanke var, at det nok bare var fyrværkeri. Uden at han så det, blev en rund genstand kastet ind i restauranten. Den trillede hen ad gulvet og landede under et bord, hvor en britisk mand var i gang med at spise. Få sekunder senere eksploderede håndgranaten med et brag, som blæste vinduerne ud og dræbte briten og flere andre gæster på Leopold Café.
