I foråret 2020 sad seniorforsker Mai Heide Ottosen på Rigsarkivets læsesal i København. Hun var i gang med et forskningsprojekt om drab på børn i familien og havde fået adgang til en række af politiets sagsakter. En af de første sager, som lå foran hende på bordet, havde ikke været åbnet i mange år. Dokumenterne var presset helt tæt sammen.
Mai Heide Ottosen lirkede forsigtigt papirerne fra hinanden og begyndte at læse. Sagen handlede om et drab, hvor børnene var omkommet i en brand. Deres far havde slået børnene ihjel og påsat branden, hvorefter han tog sit eget liv. I stakken af sagsakter lå faderens håndskrevne afskedsbrev – fundet uden for det brændende hus.
»Da jeg tog brevet i hånden, stod der en lugt af røg op i næsen på mig. Det var som at være på stedet. De mange år, der var gået, siden sagen var blevet lukket, forsvandt bare. Tiden blev ophævet«, siger Mai Heide Ottosen.
Mai Heide Ottosen er sociolog og seniorforsker på VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd og forfatter til bogen ’Drab i familien. Når børn bliver ofre’, der udkommer i denne uge – skrevet i samarbejde med tre andre forskere, Louise Høyer Bom, Nell Rasmussen og Bente Boserup.
