Mandag 17. august 2020 var Lars Findsen til et skæbnesvangert møde i Forsvarsministeriet.
Findsen havde som chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) selv anmodet om mødet med forsvarsminister Trine Bramsen (S), og anledningen var alvorlig: Tilsynet med Efterretningstjenesterne havde gennem længere tid været i gang med en særlig undersøgelse af forhold i FE baseret på oplysninger fra en whistleblower. En rapport fra det uafhængige kontrolorgan var på trapperne. Den ville komme til at indeholde kras kritik, det vidste både Findsen og Bramsen, for tilsynet var af den opfattelse, at spiontjenesten tillod ulovlig overvågning af danske statsborgere og desuden tilbageholdt oplysninger fra tilsynet.
På mødet blev det drøftet, at regeringen havde lagt planer om at flytte Lars Findsen til en post som politidirektør i Nordsjælland, mens FE’s indhentningschef skulle rykkes til hjemmeværnet. Lars Findsen forsøgte at overbevise ministeren om, at det var en dum idé, fordi alle ville tro, at der var hold i tilsynets kritik, hvis regeringen fyrede to chefer i spiontjenesten. Men regeringen var tilsyneladende bange for, at kritikken fra Tilsynet kunne vælte ministeren eller regeringen, og Trine Bramsen fastholdt, at hun var nødt til at ofre Findsen og kollegaen.
»Jeg er med på, at der ikke er noget at bebrejde hverken FE, din indhentningschef eller dig. Men du har været med så mange år, at du godt ved, at jeg skal kunne tælle til 90«, sagde Trine Bramsen.
