De fleste børn glæder sig til første skoledag. De glæder sig til at troppe op med deres nye tasker over skuldrene og deres forældre i hånden. De glæder sig til at møde den klasse, de skal følges med de næste ti år.
På billederne ser det ud, som om Johann Volfsberg Burgess var et af de børn, der havde glædet sig. Men det var han ikke, for han var sikker på, at folkeskolen ikke var noget for ham. Og det fik han ret i.
Johann Volfsberg Burgess går til guitar en gang om ugen og til tennis to gange om ugen. Han bruger mange engelske ord og udtryk – det kan han bedre lide end dansk. Han kan lide at lægge alle puderne op mod væggen i sin seng og se ’The Good Doctor’ på fjernsynet. Han er ærlig og nysgerrig og elsker Toblerone.
Og så har han infantil autisme. Det kommer blandt andet til udtryk i vanskeligheder med at kode socialt samspil og en forsinket sproglig udvikling, hvor han først rigtig kom i gang med sproget i 5-6-års alderen.
