De falder med jævne mellemrum, når 34-årige Rasmus Lund-Nielsen – nyvalgt folketingsmedlem for Moderaterne – taler.
Indskudte varslinger som »hvis man skal sige det lidt teknisk« eller »med et fint ord«, inden der kommer et svært begribeligt begreb. Oftest sker det, når han har bevæget sig så dybt ned i sit fagområde, psykologien, at det ikke altid bliver nøjagtigt nok, hvis termerne skal oversættes til almindeligt dansk.
»Jeg er jo den eneste psykolog herinde«, siger Rasmus Lund-Nielsen som noget af det første, da Politiken møder ham på Christiansborg.
Det er erfaringen fra sine otte år som praktiserende psykolog, hvor han har siddet ansigt til ansigt med unge, der mistrives, han vil sætte i spil derinde. I fokus er den galoperende trivselskrise, der det seneste år for alvor er kommet på dagsordenen.
