Hun genkendte telefonnummeret fra første øjeblik, det tonede frem på hendes mobiltelefon. Det var det nummer, 72-årige Birgit Brandl brugte, når hun en sjælden gang imellem havde brug for at komme i kontakt med sin bank.
Inden hun overhovedet havde nået at undre sig over, hvorfor banken dog kontaktede hende fredag aften efter spisetid, var kvinden i røret kommet hende i forkøbet. I et køligt og afdæmpet toneleje havde hun spurgt, om Birgit var klar over, at der en time forinden var blevet oprettet et forbrugslån på 79.000 kroner i hendes navn.
Da kvinden øjeblikket efter fulgte op med spørgsmålet om, hvorvidt Birgit Brandl på tro og love ville garantere, at hun intet havde med lånet at gøre, røg svaret ud af hende.
»Ja, det kan jeg da love dig for«, udbrød hun chokeret ind i telefonen.
