Kapitel 6
Elevatoren
Mange forsøger at flygte via elevatorer mellem etagerne.
Hossein Amiri
»Jeg står og laver en pastasalat, da jeg lige pludselig hører et brag. En mand råber, at alle skal dukke sig. Så er der et brag til. Jeg tænker, at det er nogle unge drenge, der smider kanonslag. Men så er der flere brag, og jeg begynder at forstå, at nogen må have våben. Vi løber mod en vareelevator, som kunderne normalt ikke bruger«.
Cecilie Sundstrøm
»Jeg er sammen med min søster på 1. sal, da der pludselig kommer en masse mennesker løbende, som råber: »De skyder. De skyder«.
En butiksansat får os ind i en medarbejderelevator. Vi står som sild i en tønde. I stedet for at køre ned i parkeringskælderen begynder elevatoren at køre op til 2. sal. Der står en masse mennesker deroppe, og de har åbenbart trykket på knappen.
Jeg og min søster står inde i midten, og vi kan slet ikke bevæge os. »Tryk ned, tryk ned!«, skriger vi, men elevatoren er allerede på vej opad. Så snart elevatordørene åbner på 2. sal, begynder folk at strømme ind i elevatoren.
Dørene til elevatoren vil ikke lukke, fordi vi er så mange. De bliver ved med at åbne og lukke og siger sådan en elevatorlyd hver gang«.
Hossein Amiri
»Der er omkring 30 mennesker i elevatoren, der gerne vil ned. Stemningen er ophidset. En ung kvinde i 20’erne vil have, at elevatoren skal blive oppe. Det gør en mand rasende. »Fat det nu – gå ind!«, ryger det ud af mig med høj stemme. Vi bliver nødt til at skubbe nogle ind. Så lukker elevatoren og kører ned i p-kælderen«.
Camilla Sundstrøm
»Jeg kan høre flere brag fra 2. sal. Jeg kigger bare min søster i øjnene, og så tænker jeg, at nu dør vi herinde i den elevator. Så lukker dørene endelig, og vi kører nedad, men jeg tænker bare på terror, og jeg er overbevist om, at når vi kommer ned i parkeringskælderen, så vil der stå nogen derude og skyde os«.
Cecilie Sundstrøm
»Min søster og jeg står skulder ved skulder i elevatoren, men vi oplever det vidt forskelligt. Der er kommet en mand med forklæde ind, som tager styringen. Min søster tror, at han er i ledtog med dem, der skyder. Men jeg stoler fuldstændig blindt på ham. Han hjælpe os, tænker jeg bare. Og det gør han. Da vi endelig kommer ned i parkeringskælderen, siger han, at han vil tage en for holdet og gå ud og kigge. Så holder han elevatordøren og siger, at der er fri bane. Så løber vi alle i hver sin retning«.
Hossein Amiri, elevatoren
»Jeg har 1 procent strøm på min telefon. Det bruger jeg til at ringe til min far. Jeg siger til ham, at han skal tilgive mig og min storebror, hvis der nogensinde har været noget, og jeg siger til ham, at jeg elsker ham og holder meget af familien. Hvis det nu er det sidste opkald«.