Det sker flere gange om ugen, at borgerne i Ballerup Kommune benytter den anonyme whistleblowerordning til at anmelde ulovlige forhold i de lokale kolonihaveforeninger.
Sådan har det været de seneste to år.
Og en stor del af anmeldelserne sætter navne på kolonihaveejere, der angiveligt har bosat sig fast og ulovligt i kolonihaven og slipper for at betale den ejendomsværdiskat, alle andre boligejere må betale til staten.
Bag anmeldelserne står borgere og kolonihaveejere, der på den ene side er dybt forargede over de kreative kolonisters opførsel, men som samtidig frygter hævnaktioner, hvis de ’sladrer’ om ulovlighederne, fortæller Steen Pedersen, der leder det kommunale kolonihaveteam i Ballerup.
