Kontroltabet. Og utilregneligheden. Meget var overvældende, da Michella blev mor for første gang, men hun husker især en episode, hvor det hele blev sat på spidsen, da hendes datter var særligt svær at trøste. Michella for rundt. Da Rosa på et halvt år omsider faldt til ro, travede den dengang 28-årige mor hvileløst rundt på stuegulvet. Satte sig ned, sprang op igen, gik frem og tilbage, som en løve i bur. Hun hyperventilerede. Græd.
»Det kom bare buldrende. Jeg var så presset, jeg kunne ikke styre det. Og der blev jeg klar over, at jeg var ude på dybt vand af en eller anden art«, fortæller Michella, som optræder uden efternavn i Politiken for at passe på sin familie.
»Da jeg blev mor, kom der nogle sider frem i mig, som jeg ikke vidste, jeg havde. Det at have ansvar for sådan et lillebitte menneske, som var 100 procent afhængig af mig, skabte en kæmpe usikkerhed. Det oplever alle jo. Men det forstærkede den skjulte usikkerhed, jeg har haft, helt fra jeg var barn, om jeg er god nok«, siger Michella.
Først nu fire år senere efter at have født sit andet barn, Olivia, har den 32-årige pædagog for alvor forstået, hvad al den usikkerhed, hun oplevede som nybagt mor, egentlig havde rod i.
