Det vil være synd at sige, at Rolf Larsen har befundet sig i politiets frontlinje eller haft grund til at snage i statshemmeligheder. Gennem stort set hele sin karriere har den 63-årige politiassistent arbejdet i den fredsommelige færdselsafdeling og haft omkring 30.000 danskere oppe til køreprøve.
Men i efteråret 2020 ændrede livet sig for den muntre politimand fra Hillerød, der for nylig blev afskediget på grund af sin kones uvilje til at underskrive et PET-papir og efter et begivenhedsforløb af de mere aparte fra dansk bureaukrati.
Nogle vil mene, at historien hører hjemme i en Olsen-banden-film med Axel Strøbye i birollen som kriminalassistent Jensen. Eller i en roman af Hans Scherfig, selv om afskedigelsen efter Justitsministeriets vurdering er helt efter bogen.
En dag modtog Rolf Larsen et oplysningsskema fra Politiets Efterretningstjeneste, som han skulle udfylde til brug for en sikkerhedsgodkendelse. I 2018 havde PET besluttet, at der skulle strammes op, og at »det ville være hensigtsmæssigt, hvis alle medarbejdere i politiet som minimum blev godkendt til FORTROLIGT«, som der står i sagens dokumenter.
