Glasskårene flyver rundt i rummet.
En aggressiv fyr skubber et bord efter en ung pige på den sikrede institution Kompasset i Brønderslev. Et glas og en keramikskål bliver smadret. Fyren kaster pigen ned i en sofa og begynder at slå hende i ansigtet. Hun fryser og sidder helt stille, men han bliver ved med at slå.
Eksemplerne på situationer, hvor voldsparate unge overfalder piger på de sikrede institutioner de seneste år, er talrige.
I marts endte et kortspil på samme institution med, at en fyr tog kvælertag på en pige med én hånd og lagde hende ned på et bord. Det handlede ifølge politianmeldelsen om jalousi mellem kortspillerne.
