»Mine forældre fik mig, da de var 20 og 19 år. Ingen af dem havde passet et spædbarn før. Da jeg var fire måneder, kom jeg til læge. Da han så mig, slog han angiveligt hænderne sammen og udbrød: »Hun er jo alt for tynd. Giv hende noget at æde«.
Da jeg var halvandet år, kom min lillebror til verden. Vi var flyttet til København, hvor min far læste medicin. Min mor havde kontorarbejde til en meget lav hyre. På et tidspunkt tog min far til Sydsverige for at få penge i kassen. I tre måneder var han slet ikke hjemme. Januar, februar, marts. I november blev min lillesøster født.
Regner man tilbage, forstår man, hvad der skete.
Vi børn forstod jo ingenting. Men eftervirkningerne udeblev ikke. Utroskaben blev begyndelsen på vores families indre og ydre sammenbrud.
