Du har måske set billeder og videoer af gigantiske tunfisk, som springer fri af vandet i Øresund ud for Helsingør. Det er ikke til at tro, at det er i Danmark. Det ligner sydligere himmelstrøg.
Jeg så også de fotos for nogle uger siden. Tænk at opleve det! En af havets smukkeste kæmper svømmer rundt lige herude! Siden har jeg haft én tanke: Jeg vil selv se den atlantiske tun. Nu, efter at have stået på en gummibåd med øjnene stift rettet mod horisonten et par timer, kan jeg fortælle jer noget: At se en tun med egne øjne er tusind gange vildere end at swipe gennem de billeder, andre lykkeriddere har taget.
Det er rørende. Og vemodigt, fordi historien om tunen minder om, at store dele af det danske havmiljø lider. Alt for mange steder er fiskene væk, og havbunden er forvandlet til en klam, klæbrig og grumset algesuppe, som Politiken har beskrevet hen over sommeren. Økosystemet er truet. Miljøminister Magnus Heunicke (S) har lovet bod og bedring og har nærmest sat sit eftermæle på spil i forsøget.
I dén bedrøvelige fortælling er tunen en undtagelse. Den er efter mere end 50 års fravær fra danske farvande tilbage i kæmpe antal for at æde. Fordi der særligt på denne årstid fra august til begyndelsen af oktober er en rigdom af mad. Måske ingen steder i havene omkring Danmark findes føde for tunen i så rigelige mængder som i sensommeren ved indsejlingen til Øresund fra nord.
