I Danmark er fortællingen om den offentlige transport blevet en fortælling om en lang nedtur.
Busruter og busafgange bliver nedlagt en efter en, i hvad trafikselskaber og pendlerorganisationer kalder historisk store nedskæringer. Der tales åbent om en »dødsspiral« og om, at den lokale kollektive transport ender med kun at betjene ’tvangskunder’, der ikke har andet valg.
Sporarbejde tvinger passagerer over i togbusser. Priserne stiger, passagererne falder fra og vender ikke tilbage, og forældre køber biler til deres unge, for ellers kan de ikke komme til deres uddannelser.
Der er en stank af nederlag over det kollektive trafiksystem og en fornemmelse af noget uafvendeligt: Danskerne gider ikke det kollektive, vi vil have biler.
