Dronning Margrethes uventede abdikation har fremkaldt et væld af kommentarer, ikke alene om beslutningen, men også om monarkiets rolle. Reaktionerne har været præget af ukritisk beundring, men at en socialdemokratisk statsminister i en omklamrende nytårstale betegner sig selv som »royalist« er alligevel overraskende.
Mediernes uforbeholdne hyldest afspejler, at dronningen har varetaget sit hverv på en måde, der har aftvunget respekt. Dygtigt har hun balanceret mellem nærvær og ophøjethed. Ingen tvivl om, at kongedømmets aktuelle popularitet kan tilskrives hendes særlige personlighed. Det bør dog ikke overses, at succesen også skyldes en bevidst strategi.
Efter dansk statsskik er monarkens politiske indflydelse begrænset, rollen er i udgangspunktet ceremoniel og symbolsk. Alligevel er dronningen og hendes rådgivere lykkedes med at styrke monarkiets position. Ikke kun i den brede befolkning, også båndene mellem monarken og landets politiske og økonomiske elite er uden tvivl stærkere end for 50 år siden. Den i princippet upolitiske dronning har i sjælden grad mestret det politiske spil og dermed styrket en institution, mange ved hendes tiltræden i 1972 anså for anakronistisk.
Med sin evne til at understøtte monarkiets prestige uden at krænke formelle og uformelle spilleregler har dronningen levet op til forgængere, der i krisetider fik placeret monarkiet rigtigt og dermed bidrog til, at det danske kongedømme har formået at overleve i mere end 1.000 år og i dag kan kalde sig et af verdens ældste.
