Lise Egholm holder fast i bordkanten, mens hun siger det: »Autoriteterne i samfundet er forsvundet lidt. Og det har jeg ikke så meget imod. Men det har konsekvenser«.
Jeg har spurgt hende, hvad der sker på folkeskolerne i dag.
De seneste par uger har flere medier kunnet fortælle om ubehagelige hændelser på folkeskoler rundtom i landet. Børn, der har været grove mod andre børn. Forældre, der har klaget over ledelser. Lærere, der har klaget over ledelser. Nogle folkeskoler har det tydeligvis ikke godt.
Men måske har Lise Egholm en idé til, hvordan det kan blive bedre, for hun gjorde engang en dårlig folkeskole god. Og det er derfor, jeg er taget ud for at interviewe hende.
