Susanne Skjold Andersen undskylder, hvis hun ser lidt klatøjet ud.
»Det er længe siden, jeg har haft en nat som i nat«, siger hun.
Hun vågnede ved firetiden. Med munden fuld af mavesyre. Hurtigt fandt hun et papirlommetørklæde og spyttede ud.
Susanne Skjold Andersen er 65 år og bor i Sorø sammen med sin mand gennem 40 år, Steffen. I 2019 blev der fundet en kræfttumor, som strakte sig fra hendes spiserør og ned i mavesækken. Lægerne fortalte, at hun helt sikkert ville blive rask, men at de var nødt til at fjerne en tredjedel af både spiserør og mavesæk.
