Gennem flere år vidste Michael Christiansen godt, at noget var galt. I løbet af en almindelig formiddag skulle han tisse fire-fem gange. En overgang tog han også potenspiller for at kunne holde sin rejsning.
»Men jeg anede jo ikke, at det var prostataen, der drillede, vel?«, siger han.
Vi sidder i hans stue i Nørre Aaby uden for Middelfart. I kælderen under os holder en pølsevogn fra 1960 med rødternede gardiner. Michael Christiansen har købt den for sin efterlønsopsparing, og hans kone, Alice, har syet hvide kitler til dem begge. Indimellem tager de ud, slår vognen op med ønsket om at give andre en oplevelse af at rejse tilbage i tiden.
Om nogle dage skal de ud igen. Og i morges var Michael Christiansen tidligt ude for at hente røde pølser, grillpølser og en særlig medister, han selv har lavet opskriften til.
