0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Tobaksgiganter tjener penge, når du bliver syg af at ryge

Verdens største tobaksproducenter investerer milliarder i medicinske produkter, som bruges i behandling af sygdomme fremkaldt af rygning, viser undersøgelse.

Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi ryger meget mindre, end vi har gjort. Indsatsen for at få os til at opgive den dødsensfarlige vane virker: I 2010 røg hver femte dansker hver dag. Nu tænder hver ottende dansker cigaretter hver dag.

Det viser rapporten ’Danskernes sundhed’ fra februar i år, som har spurgt 9.369 danskere på 16 år eller ældre. Det går samme vej i de fleste andre EU-lande og i USA: Færre og færre ryger. Det er godt nyt for alt, hvad man kan komme i tanker om, bortset fra én ting: De store tobaksproducenters muligheder for at tjene penge. Så det gør tobaksgiganterne selvfølgelig noget ved.

En af metoderne til at sikre fremtidens overskud er, at slå en ekstra klo i tobakskunderne, så de lægger penge i industriens kasseapparater, ikke en, men to og allerhelst tre gange.

Første gang, når rygeren køber cigaretter.

Anden gang, hvis rygeren bliver syg af at ryge.

Tredje gang, hvis rygeren forsøger at holde op med at ryge.

En undersøgelse, som Politiken har lavet sammen med The Investigative Desk i Holland og British Medical Journal viser, at fem af de største tobaksproducenter – Philip Morris International, British American Tobacco, Altria, Japan Tobacco og Imperial Brands – har investeret milliarder i medicinske produkter.

Tobaksproducenternes hovedfokus er på midler mod sygdomme, der er forårsaget eller forværret af rygning. Af de flere end 100 medicinske produkter, vi undersøgte, er over halvdelen enten rettet mod tilstande, der er almindelige blandt rygere – såsom astma, kol, åreforkalkning, hjerteanfald, kræft og diabetes – eller beregnet til nikotinafvænning.

»Det skriger til himlen«

Tobaksfirmaerne investerer for eksempel i cannabisprodukter, kræftmedicin, lungemedicin og inhalatorer til at indtage medicinen samt produkter, som bruges ved tobaksafvænning. Medicin, som tobaksproducenterne tjener på, bliver i stort omfang brugt til at behandle lungepatienter på danske sygehuse og udskrives af praktiserende læger med tilskud fra de danske regioner.

»Det skriger til himlen«, siger Charlotta Pisinger. Som professor i tobaks- og nikotinforebyggelse, tilknyttet Syddansk Universitet og TrygFonden, samt overlæge ved Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse i Region Hovedstaden har hun viet sit professionelle liv til at kæmpe mod brugen af tobak.

»At en industri først påfører brugerne alvorlige sygdomme og derefter også sørger for at få penge ud af dem, når sygdommene skal behandles – det er dybt uetisk, synes jeg«, siger Charlotta Pisinger.

Morten Flarup
Foto: Morten Flarup

Marlboro er verdens mest solgte cigaretmærke. Philip Morris arbejder på at sælge så mange af dem som muligt, samtidig med at firmaet siger, at det er ved at omdanne sig til en »sundheds- og wellnessvirksomhed«.

»De har flere gode grunde til at gøre det. At tjene penge, selvfølgelig, men derudover prøver de at resocialisere sig selv. Tobaksindustrien er i dag udelukket fra ’det gode selskab’ rigtig mange steder, fordi massiv forskning har vist, at tobaksproducenterne i årtier fuldstændig systematisk har løjet og bedraget og har ført befolkningen og beslutningstagere bag lyset gang på gang«, siger Charlotta Pisinger.

’Løgnene’ og ’bedraget’ kommer vi tilbage til.

I denne artikel fokuserer vi på Philip Morris International (PMI), som står bag det globale salg af verdens største cigaretmærke, Marlboro, og som har de største og fleste investeringer i medicinalprodukter. Blandt andet i Danmark.

Milliardhandlen i Vejle

15. september 2021 betalte verdens største tobaksproducent 5,2 milliarder kroner for at få fingre i en virksomhed på Dandyvej i Vejle. Philip Morris International blev de nye ejere af Fertin Pharma – som vejnavnet antyder en udløber af den gamle familieejede tyggegummifabrik, som engang leverede Dandy, Stimorol og V6-tyggegummi.

Fertin Pharma er specialister i metoder til at bringe nikotin ind i kroppen uden at inhalere røg fra en cigaret. Vejle-virksomheden er mest kendt som verdens største producent af nikotintyggegummi, som mange bruger, når de forsøger at kvitte rygningen. Philip Morris kan med købet i Vejle blive ved med at tjene penge på sine kunder, selv når de prøver at slippe fri af afhængigheden af cigaretter.

Det vakte kun beskeden opmærksomhed i Danmark, da tobaksgiganten investerede i tobaksafvænning ved at købe Fertin Pharma. Til gengæld blev der virkelig ballade, da PMI samtidig købte en virksomhed i Storbritannien og slog den sammen med Fertin i Vejle.

Nicotinell nikotintyggegiummi, som kan hjælpe til rygestop, produceres af Fertin Pharma i Vejle, som ejes af verdens største tobaksproducent, Philip Morris.

Den britiske virksomhed hedder Vectura. Den blev startet i 1997 af forskere fra universitetet i Bath. De er specialister i lungemedicin, som kan inhaleres, og inhalatorer til at gøre det med. Patienterne, som bruger Vecturas produkter, lider blandt andet af kol og astma, altså sygdomme, som er forårsaget eller forværret af rygning.

At den fortsatte forskning og profitten af salget af produkterne nu skulle gå til producenten bag Marlboro-cigaretter, vakte et ramaskrig og blev et billede på de konflikter, som tobaksindustriens investeringer i medicinske produkter og medicinsk forskning skaber.

FN’s Verdenssundhedsorganisation (WHO) advarede om, at tobaksindustrien med købet af Vectura bredte sig til nye brancher for at beskytte sine interesser og fortsat bruge »sin økonomiske magt, lobbyisme og marketingmaskine til at udbrede salget og distributionen af sit dødbringende produkt«.

»Upassende, uetisk«

Udtalelsen fra WHO fortsatte: »Det er vigtigt for regeringer, industrier, ikkestatslige organisationer og den brede offentlighed at være opmærksom på den brede vifte af taktikker, som tobaksindustrien bruger til at underminere de hårdt tilkæmpede fremskridt, vi har gjort inden for tobakskontrol. At etablere partnerskaber med sundhedsinteresser er blot en af de taktikker, de bruger. Industrien kan og vil bruge disse taktikker til at deltage i sundhedsdebatter og påvirke den politiske beslutningstagning for at underminere vores fremskridt«.

Det lægevidenskabelige British Thoracic Society (BTS) udtalte om Philip Morris’ overtagelse af Vectura:

»En virksomhed, der i over 20 år har arbejdet med at behandle lungesygdomme, er nu en del af tobaksindustrien. Det er upassende, uetisk og burde have været forhindret«.

BTS erklærede at ville »bekæmpe misinformation om og aktiv promovering af tobaksprodukter samt fremhæve, at tobaksindustriens finansiering af akademiske institutioner eller forskning er uacceptabel«.

Deres amerikanske thoraxkolleger kaldte sammen med American Lung Association PMI’s overtagelse af Vectura for »det seneste forkastelige valg fra et firma, der har tjent penge på at gøre brugere afhængige af dets dødbringende produkter«.

Jacek Olczak, Philip Morris’ administrerende direktør, forsvarede købet og sagde, at Vectura er vigtig for virksomheden Philip Morris’ omskabelse til en »sundheds- og wellnessvirksomhed«.

Affotografering
Foto: Affotografering

Det blev hurtigt almindeligt at reklamere for cigaretter som cool. For eksempel med kobling til filmindustrien.

Overtagelsen af den britiske virksomhed blev gennemført, og Vectura er nu slået sammen med Fertin Pharma i Vejle til Vectura Fertin Pharma Inc., som 4. marts 2022 blev indregistreret i skattelystaten Delaware i USA.

Tobakspenge lukker døre

For Ulla Møller Weinreich, professor i lungemedicin ved Klinisk Institut, Aalborg Universitet, og formand for Dansk Lungemedicinsk Selskab, er der en afgørende forskel på før og efter Philip Morris’ overtagelse af både Fertin Pharma og Vectura:

»Vi ønsker som lungemedicinere ikke noget samarbejde med tobaksindustrien. De arbejder med at tjene penge på sundhedsfarlige og afhængighedsskabende midler, og det gør de stadig. Det kan vi ikke have noget med at gøre. Man kan sige, at det for os er en nem beslutning, som andre har taget for os – for hvis vi samarbejder med tobaksindustrien eller modtager penge fra dem, lukker det en masse døre til tidsskrifter, konferencer og samarbejder. Men det svarer også til vores egen holdning. Fertins forskere får svært ved at samarbejde med lungemedicinere efter dette«.

Affotografering
Foto: Affotografering

Det danske firma C.W. Obel lavede denne reklame, hvor børn ryger cigaretter, i 1914. Selskabet blev senere en del af Skandinavisk Tobakskompagni.

Det kan fire hollandske forskere, som er kommet i problemer, efter at Vectura blev overtaget af PMI, bekræfte: Wytse Bastiaan van den Bosch, Noortje Jacobs, Harm Tiddens og Suzanne van de Vathorst underskrev i 2018 en kontrakt med Vectura om et fireårigt ph.d.-forskningsprojekt om luftvejene hos patienter med svær astma.

Før projektet var afsluttet, fik Vectura tobaksproducenten PMI som ejer. De fire forskere beskrev i en artikel i British Medical Journal i februar i år, hvordan tobakkens overtagelse af Vectura betyder, at de lungemedicinske selskaber i Europa, USA, Storbritannien, Australien og New Zealand udelukker alle med tilknytning til Vectura fra at optræde i videnskabelige tidsskrifter og konferencer, inklusive de fire ph.d.-studerende.

Ingen skrupler

Lars Arendt-Nielsen, professor, dr. med., Aalborg Universitet, har i forbindelse med publiceringen af et forskningsprojekt i 2022 oplyst, at han modtog penge fra Fertin Pharma, som siden 2021 har været ejet af Philip Morris. Han samarbejdede med lederen af Fertins Nicotine Research Centre, Kent Albin Nielsen, om forskningen. Selve forskningsprojektet var afsluttet, før Fertin blev købt af Philip Morris, men resultaterne blev først offentliggjort i december 2022, mere end et år efter overtagelsen. Lars Arendt-Nielsen oplyser, at Fertin Pharma dækkede hans udgifter i forbindelse med samarbejdet om at publicere forskningsresultaterne.

Lars Arendt-Nielsen har ingen skrupler over samarbejdet, som handlede om at finde frem til smagsstoffer, som kan forhindre den brændende fornemmelse i munden, som kan være årsag til, at rygere opgiver at bruge nikotintyggegummi i forsøget på rygestop.

Nicotinell nikotintyggegiummi, som kan hjælpe til rygestop, produceres af Fertin Pharma i Vejle, som ejes af verdens største tobaksproducent, Philip Morris.

»Vi inviterede Kent Albin Nielsen med, fordi de hos Fertin havde arbejdet med det og havde data og viden. Akademisk og industrielt samarbejde kan kun være til gavn for patienterne. Dette er fri forskning, hvor vi forfølger vores egne videnskabelige ideer. Så længe det er transparent, og vi ikke er købt, har jeg ikke noget problem med det«, siger Lars Arendt-Nielsen.

»Trøst, afslapning og nydelse«

De to danske læger og forskere forholder sig til en konflikt, som har raset i 70 år, og hvor det gang på gang er blevet dokumenteret, at store tobaksproducenter som Philip Morris og British American Tobacco har brugt enorme summer på at skabe tvivl, når uafhængige forskere dokumenterede de skadelige virkninger af at ryge.

Da forskere i begyndelsen af 1950’erne påviste, at rygning var skyld i lungekræft, gik 14 tobaksvirksomheder sammen om en annonce, som i januar 1954 blev indrykket i flere end 400 amerikanske aviser. Under overskriften ’A Frank Statement to Cigarette Smokers’ (’En ærlig erklæring til cigaretrygere’) skrev tobaksproducenterne blandt andet:

»Vi mener, at de produkter, vi fremstiller, ikke er skadelige for helbredet« og: »Gennem mere end 300 år har tobakken givet menneskeheden trøst, afslapning og nydelse. Fra tid til anden gennem alle disse år har kritikere givet (tobakken) skylden for praktisk talt enhver sygdom, som kan ramme menneskekroppen. En for en er disse anklager blevet opgivet på grund af mangel på dokumentation«.

Tobaksproducenter benægtede helt frem til midten af 1980’erne, at rygere bliver afhængige af nikotin. Og de afviste, at passiv rygning gør skade, i et forsøg på at undgå de omfattende restriktioner mod rygning på offentlige steder, som siden er indført over store dele af verden.

Det viser, at tobaksindustrien »vil gøre alt, hvad der er nødvendigt for at beskytte sig selv mod sundhedspolitik, som kan have en negativ effekt på forbruget af cigaretter, og dermed deres profit«, som tre forskere formulerede det i American Journal of Preventive Medicine i 2004.

Samtidig hemmeligholdt industrien egne opdagelser, som måske kunne have skånet mange fra at blive syge og dø af deres trang til nikotin. I dag markedsfører alle de store tobaksmærker vapers, hvor tobakken opvarmes og frigiver nikotin til rygerens lunger, uden at tobakken brænder. Tobaksdampene er, hævder industrien i dag, væsentlig mindre sundhedsskadelige end tobaksrøg.

Den tjeneste – hvis den er det – kunne de have gjort verden for næsten 60 år siden. Dengang, i 1966, udviklede et British American Tobacco-selskab en ’cigaret’ som opvarmede tobakken i stedet for at brænde den. Den fik endda et navn, Ariel, og der blev taget patent på metoden. Men Ariel kom aldrig på markedet, blandt andet fordi det ville skabe fokus på, at almindelige cigaretter, som tobaksproducenterne levede af, er sundhedsskadelige.

De største hemmeligheder

Hvordan de store tobaksproducenter arbejdede for at så tvivl om forskning, der kunne skade salget af deres produkter, var stort set ukendt for offentligheden indtil 23. november 1998. Den dag indgik Philip Morris og seks andre tobaksproducenter et forlig med 46 amerikanske stater, som betød, at nogle af industriens største hemmeligheder blev tvunget frem i lyset.

Sagsøgerne påstod, at tobaksfirmaerne havde konspireret med hinanden for at bedrage borgerne i USA ved at tilbageholde oplysninger om de skadelige helbredseffekter af cigaretrygning, undlade at konkurrere om udviklingen af en mere sikker cigaret og give et forkert billede af sig selv som engageret i at beskytte offentlighedens sundhed i den gamle annonce fra 1954, kendt som frank statement-brevet.

wikimedia commons
Foto: wikimedia commons

Da forskere påviste, at rygning er skyld i lungekræft, gik 14 tobaksproducenter i januar 1954 sammen om at indrykke denne annonce i flere end 400 amerikanske aviser. Teksten hævdede i strid med sandheden, at alle anklager om, at rygning er skyld i sygdomme, var tilbagevist.

I forliget accepterede tobaksgiganterne over de efterfølgende 25 år at betale staterne, hvad der svarede til 1,3 billioner – altså 1.300 milliarder – danske kroner. Samtidig blev flere end 40 millioner af tobaksproducenternes interne dokumenter gjort offentligt tilgængelige. Dokumenterne afslørede, hvordan tobaksproducenterne gennem årtier modarbejdede udbredelse af viden om tobakkens skadelige virkninger, og de er lige siden blevet studeret af forskere og journalister.

I Danmark førte det i 2000 til en artikelserie i Jyllands-Posten, som blandt andet afslørede:

At lægen Tage Voss, som var kendt for at tale rygernes sag i medierne, mens han pulsede på en cigar, gennem syv år blev betalt af Philip Morris med årlige beløb, som han selv mente var på 14.000-28.000 kroner og »i enkelte tilfælde højere«.

At Skandinavisk Tobakskompagni (som stod bag cigaretproducenten House of Prince, i dag ejet af British American Tobacco) i en hemmeligstemplet rapport fra British American Tobacco i 1976 havde fået at vide, at de mildere cigaretter med mindre nikotinindhold, som blev markedsført som mindre sundhedsskadelige, i virkeligheden var det modsatte: De fik rygerne til at inhalere røgen længere ned i lungerne, hvor de med stor sandsynlighed var årsag til en markant stigning i antallet af tilfælde af en særlig farlig variant af lungekræft, adenokarcinom, fastslog danske forskere i Ugeskrift for Læger i 1999. Da havde tobaksproducenterne, inklusive danske House of Prince, vidst det i 23 år, men valgt at holde tæt med det, afslørede de interne dokumenter. Daværende direktør i Skandinavisk Tobakskompagni, Claus Bagger, afviste overfor Jyllands-Posten, at firmaet burde have fortalt omforskningsresultaterne fra British American Tobacco.

»Jeg ved ikke, hvad vi skulle have sagt. Jeg tror ikke, vi kunne have sagt noget, som rygerne ikke vidste i forvejen«, sagde han.

At de mange penge, tobaksproducenterne brugte på at betale for forskning, tilsyneladende påvirkede forskernes resultater: En amerikansk undersøgelse gennemgik 106 projekter om passiv rygning, offentliggjort i perioden 1980-1995. Af de i alt 106 projekter konkluderede 37 procent, at passiv rygning ikke er sundhedsskadelig. Men der var store forskelle på, hvilke resultater lægerne kom frem til, alt efter om de havde forbindelser til tobaksindustrien eller ej. Blandt læger, som havde fået penge fra tobaksindustrien via sponsorater eller deltagelse i møder betalt med tobakspenge, konkluderede 94 procent, at passiv rygning ikke er sundhedsskadeligt. 87 procent af læger uden forbindelser til tobaksindustrien nåede frem til det modsatte.

Sådan er det tilsyneladende stadig. Professor Charlotta Pisinger stødte i hvert fald på den samme tendens, da hun sammen med to kolleger i 2018 undersøgte 94 videnskabelige studier af potentiel helbredsrisiko ved brug af e-cigaretter, som tobaksindustrien markedsfører som ’et sundere alternativ’ til almindelige cigaretter: 95 procent af de forskere, som ikke havde fået penge af tobaksindustrien, fandt potentiel sundhedsrisiko ved e-cigaretterne. Det samme gjaldt kun for 40 procent af forskere med økonomiske tråde til tobaksproducenterne.

Pariastemplet

Afsløringerne af det, som professor Charlotta Pisinger i begyndelsen af denne artikel kaldte tobaksindustriens »løgn og bedrag«, var med til at sætte fart under en historisk enestående beslutning: 182 af verdens lande er enige om, at tobaksindustriens produkter skal bekæmpes, fordi de hvert år dræber 8 millioner mennesker og gør endnu flere syge.

Og at tobaksindustrien selv – gigantiske, lovlige børsnoterede virksomheder, som pensionskasser (også danske) investerer i, og som banker, advokater, revisorer og mange andre faggrupper uden problemer tjener penge på – betragtes som en paria, hvis skadelige virkninger de 182 lande vil beskytte sig selv imod. Blandt andet ved at udelukke tobaksproducenterne og deres organisationer fra at få indflydelse på lovgivning.

The Granger Collection/Ritzau Scanpix
Foto: The Granger Collection/Ritzau Scanpix

I årtier var det udbredt at bruge læger og sygeplejersker til at anbefale cigaretmærker. I denne reklame fra 1946 slog Camel sig op på at være det mest populære mærke blandt læger. Camel ejes og produceres i dag af R.J. Reynolds og Japan Tobacco.

Beslutningen blev taget, da det globale samarbejde Framework Convention on Tobacco Control under FN’s Verdenssundhedsorganisation (WHO) blev skabt i 2003. På samme måde som COP-møderne om begrænsning af klimaforandringerne er der siden hvert andet år afholdt COP-møder (Conference of the Parties) om bekæmpelse af tobak. De vækker langt mindre opmærksomhed end klima-COP’erne. COP10 om tobak foregik 5.-10. februar i år i Panama med tre medarbejdere fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet samt Sundhedsstyrelsen som deltagere. Det er via søgninger i Infomedia ikke lykkedes at finde et ord om det i landsdækkende danske medier.

Men det globale samarbejde virker, også i Danmark. Blandt andet den centrale ’pariaparagraf’, artikel 5.3 i WHO’s rammekonvention om tobak, som skal holde tobaksgiganterne uden for politisk indflydelse:

»I forbindelse med fastlæggelse og gennemførelse af den offentlige politik på folkesundhedsområdet skal parterne gøre en indsats for at beskytte denne politik mod tobaksindustriens handelsmæssige og øvrige interesser i overensstemmelse med national lovgivning«.

Læs tobakkens breve

Christopher Arzrouni, som tidligere var særlig rådgiver for blandt andre daværende finansminister Kristian Jensen (V), og som siden 2019 har arbejdet for verdens største tobaksproducent, Philip Morris’ interesser, skrev 22. januar i år til Sundhedsstyrelsens dengang nye direktør, Jonas Egebart, for at ønske ham tillykke med jobbet og foreslå et møde, hvor man kunne diskutere Philip Morris’ »målsætning om en røgfri fremtid«. Arzrouni blev mødt med en iskold skulder.

Afslaget på at mødes kom ikke fra direktør Jonas Egebart selv, men fra hans assistent, som kortfattet og nøgternt konstaterede, at »repræsentanter for Sundhedsstyrelsen kan ikke mødes med tobaksindustrien, jf. artikel 5.3 i WHO’s rammekonvention om tobak«.

Assistenten gjorde det også klart for Arzrouni, at han ikke kan kommunikere privat med direktøren eller andre hos Sundhedsstyrelsen: »Jeg skal samtidig gøre dig opmærksom på, at al kommunikation mellem tobaksindustrien eller aktører, der varetager deres interesser, vil blive lagt på Sundhedsstyrelsens hjemmeside«.

Sådan er det: Henvendelser fra tobaksindustrien eller organisationer og virksomheder, der arbejder for tobaksindustrien, bliver offentliggjort for at »sikre gennemsigtighed i enhver interaktion mellem myndigheder og tobaksindustrien«, som de 182 lande i WHO-samarbejdet er blevet enige om for at forhindre, at tobaksindustrien i det skjulte forsøger at påvirke politikere og embedsmænd.

Who / Fctc / Ana Alveo/WHO / FCTC / Ana Alveo
Foto: Who / Fctc / Ana Alveo/WHO / FCTC / Ana Alveo

182 lande mødtes i Panama i februar i år for 10. gang siden 2003 til anti-tobak-møde. Landene er enige om at holde tobaksindustrien uden for politisk indflydelse. Foto: WHO / FCTC / Ana Alveo

Så på Sundhedsstyrelsens hjemmeside www.sst.dk kan du ved at søge på ’tobaksindustrien’ finde enhver form for kontakt fra 2018 til i dag – henvendelser og anmodninger om aktindsigt – fra især Philip Morris og Nikotinbranchen (som er Philip Morris, British American Tobacco og svenske Skruf Snus og firmaet Holm Kommunikation, som arbejder for Philip Morris).

Der er notater fra styrelsens medarbejdere, som har deltaget i møder eller konferencer, hvor tobaksindustrien også var repræsenteret, hvor det bliver noteret, hvad de eventuelt sagde, og om styrelsens medarbejdere f.eks. kom til at sidde ved samme bord eller på anden måde havde direkte kontakt med repræsentanter for tobaksindustrien.

Tobaksinteresserne får som hovedregel heller ikke mulighed for at få indflydelse på lovgivning, heller ikke når det handler om vilkårene for deres egen forretning.

Da et EU-direktiv om et forbud mod at tilsætte smagsstoffer til e-cigaretter og vapers skulle gøres til dansk lov, blev det ikke sendt til høring hos nogen med berøring til tobaksindustrien, som sælger produkterne. Da organisationen Tobaksproducenterne (British American Tobacco Denmark, Japan Tobacco International Denmark og Imperial Tobacco Denmark) alligevel sendte et høringssvar, blev det ignoreret. Daværende sundhedsminister Magnus Heunicke (S) begrundede det i et svar til Folketingets Sundhedsudvalg sådan: »Der er en fundamental og uforenelig konflikt mellem tobaksindustriens interesser og den offentlige politik på folkesundhedsområdet«.

… men de tjener på os

Men selv om tobaksproducenterne er brændemærket og udsat for negativ forskelsbehandling, når det gælder kontakt til myndigheder og politikere, er der intet, der forhindrer dem i at tjene penge på, at vi i Danmark bruger skattekroner på at købe medicin fra virksomheder, som ejes af tobaksindustrien. Og det gør vi, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

På de danske sygehuse blev der i 2022 – året efter at PMI havde overtaget Vectura – brugt 310.000 doser lungemedicin fra det tobaksejede Vectura Fertin Pharma. Praktiserende læger udskrev medicinen til deres patienter i et omfang, så regionerne i 2022 udbetalte 148 millioner kroner i tilskud til lungepatienters køb af Vectura-medicin, som under en række forskellige navne blev solgt gennem medicinselskaberne Sandoz, Novartis og GlaxoSmithKline.

Reklame fra begyndelsen af 1900-tallet hævder, at Dr. Batty's cigaretter hjælper på blandt andet astma, høfeber og dårlig ånde. Anbefales dog ikke til børn under 6 år.

Ulla Møller Weinreich, formand for lungemedicinerne i Danmark, bryder sig ikke om sammenfaldet mellem tobaksindustrien og lungemedicin på sygehusene:

»Vi har som lungemedicinere nok ret skarpe holdninger til det her – vi er dem, der har patienterne med lidelser, som helt klart er resultat af tobak og nikotin«, siger hun.

»Teoretisk vil produkterne fra Vectura nok kunne erstattes af lignende produkter, men det er ikke noget, vi som læger er herrer over«, siger Ulla Møller Weinreich.

Selskabet Amgros, som er ejet af de fem regioner, køber medicin ind til de danske sygehuse. Og Amgros må ikke – som politikerne gør – brændemærke leverandører, fordi de er ejet af tobaksindustrien. Det forhindrer udbudsreglerne, siger Kenneth Skov Jensen, kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

»Udbudsreglerne skal sikre ligebehandling og gennemsigtighed. At ordregiver ikke selv kan vælge, hvem han vil samarbejde med, og dermed åbne for diskriminering«, forklarer han.

At det kan betragtes som uetisk, at tobaksproducenter først tjener penge på at sælge cigaretter, og derefter sælger medicin til dem, der bliver syge af at ryge, spiller ingen rolle.

»Etiske grunde er ikke nok, der skal mere til. Etik er noget, den enkelte selv kan definere, og derfor vil det åbne for forskelsbehandling«, siger Kenneth Skov Jensen.

Christopher Arzrouni, talsmand for Philip Morris International i Danmark, på kritikken på vegne af såvel Philip Morris som Fertin Pharma og Vectura. Læs vores interview med ham her.

Redaktion

Tekst: John Hansen
Redaktør: Christian Ilsøe
Redigering: Adam Hannestad
Digital tilrettelæggelse: Rasmus Vendrup

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu

Annonce