Klokken er 19.50. Flyet fra Warszawa er landet. En kvinde i trediverne træder ud i ankomsthallen og fanger blikket hos manden, der venter på hende i Billund Lufthavn. De ser på hinanden med mere end blot gensynsglæde. Så kysser de og går hånd i hånd ud i aftensolen. Et par enlige mænd kommer hjem fra forretningsrejsen i jakke og lyseblå skjorte, og lidt tilbage står der mænd med navneskilte og venter på nogle, de skal hente. Det foregår hvert minut døgnet rundt i tusinder af lufthavne verden over, og det er genkendeligt og rituelt og forudsigeligt.
Men så er der de møder, som dirrer forude, og hvor ingen ved, hvad der vil ske. I ankomsthallen står Line Skøtt og hendes to børn, Adam på fire år og Amira på fem år. Lines søster og hendes mor står her også.
De venter på børnenes far og Lines mand, Hussein Shaheen, som har været væk i 16 dage. Men mest af alt venter de på Mohammed. De har talt med ham på WhatsApp, men aldrig mødt ham, og der findes ingen rutiner for, hvordan man møder en dreng på ni år, der har mistet sin mor og sin far og sine to søskende i Gaza under et israelsk missilangreb. En dreng, som var tæt på at blive blind og er blevet opereret tre gange i sit ene øje. En dreng, som er børnenes fætter, og en dreng, som Line har sagt ja til at blive mor for uden at vide andet, end han er hendes mands nevø.
»Jeg er glad og spændt, men også nervøs. Det ville være underligt andet. Han er en dreng, der har fået nogle ar. Vil han vil blive mobbet med det? Hvordan klarer han det? Det er sådan noget, jeg går og tænker på«.
