Da Christian von Horsten for ti år siden stillede op til et interview med Politiken, fortalte han, hvorfor han havde søgt ind på jurastudiet på Københavns Universitet. Den dengang 20-årige nyudklækkede student ville gerne tage en uddannelse med en vis form for sikkerhed i.
»Både i form af jobsikkerhed, og fordi jeg føler, at jeg kommer ud fra universitetet og kan et håndværk. Der er jo også hele tiden et ret stort behov for jurister«, sagde han dengang.
Et par dage efter talte Politiken med ham igen. Hans karaktergennemsnit havde været lidt for lavt til at sikre ham en plads på jura, og han havde i stedet fået plads på sin andenprioritet, som var uddannelsen europæisk business på CBS.
»Det var da ærgerligt, og det var ikke så sjovt lige i øjeblikket. Men jeg tror på mange måder, at jeg er landet et rigtig godt sted. Når jeg kigger tilbage, tror jeg også, at jeg var blevet en meget middelmådig jurist«, siger Christan von Horsten i dag.
