Det er en af den slags sene vinterdage, der normalt ville aflyse et smut i naturen. Vinden river, kulden bider, og en stålgrå himmel truer med regn. Kun et mildt strejf af gylle, en af Danmarks fineste forårsbebudere, afslører, at lunere tider er på vej.
Det er sådan et vejr, Gordon P. Henriksen og jeg, iklædt waders og bevæbnede med fiskestænger, har bevæget os ud i med de coronapåkrævede meter imellem os. Vi står i vand – grønt som farven på kardemommekapsler – til livet, et hemmeligt sted i Roskilde Fjord.
Gordon P. Henriksen svinger en sivblød fluefiskestang frem og tilbage. Rytmisk svirpende som en cirkusdomptør. Meter for meter kommer linen længere ud, indtil han lægger den silkeblødt på plads på det riflede vand.
»Fluefiskeri er nok mit yndlingsfiskeri«, siger Gordon P. Henriksen, mens han forsigtigt trækker linen ind og lader den falde ned i en kasse, der er fastgjort på maven foran ham.
