Forestil dig, at du tropper op hos din søn eller datter med en lille sjov gave fra Søstrene Grene eller et par jeans, du fandt på tilbud hos H&M. Hvorefter dit barn ser på dig med skuffet mine og siger: Ej mor, du ved, jeg kun vil have genbrug. Du bliver altså nødt til at aflevere det tilbage.
Utænkeligt? Ikke længere.
»Sidste gang det skete, var for et par uger siden, hvor min mor havde købt et par støvler – sådan et par chunky Chelsea Boots, der er moderne lige nu. Men jeg har et par støvler i forvejen, der godt nok er 10 år gamle, men fungerer helt fint. Så sagde jeg tak, men nej tak«, siger Frida Mundbjerg, der er 26 år og studerende.
Det er Frida Mundbjerg ikke ene om. Politiken har været i kontakt med et dusin unge, der har sagt nej til gaver eller rejser på grund af klimaet. Nogle gange er forældrene stolte over, at børnene tager ansvar, i andre tilfælde kan de blive skuffede og sårede.
