Den 66-årige Kristian Larsen er faktisk rigtig godt tilfreds. Egentlig var han klar til at gå på pension, da han nåede pensionsalderen, men frem for helt at trække stikket til arbejdslivet har han nu sagt ja til at fortsætte to dage om ugen på den arbejdsplads, han kender så godt i forvejen.
»Jeg har både fået spillet golf og cyklet mountainbike på hverdage«, siger Kristian Larsen, der også har fået bedre tid til børn og børnebørn.
»Vi har syv børnebørn og nummer otte på vej, så jeg håber, at der bliver bedre tid til at hente og bringe dem«.
Siden 2006 har han arbejdet i den danske afdeling af det schweiziske firma Sikas, der sælger byggematerialer til professionelle. Et travlt arbejdsliv med mellem 80 og 90 overnatninger på hotel væk fra hjemmet i Års i Vesthimmerland og 50.000 til 60.000 kilometer bag rattet årligt.
