I København ser ejeren af strikke- og brodeributikken Sommerfuglen, Inga Walløe, tilbage på et år, hvor der er blevet lagt ekstra meget garn i indkøbskurven. I ugen efter nedlukningen i marts steg salget på webshoppen med 400 procent, fortæller hun. Siden har forretningens omsætning fortsat ligget på et højt niveau, forklarer Inga Walløe og henviser til, at branchen de seneste år har oplevet en generel vækst.
Ud over pandemien har særligt én person været med til at gøre strikkeri populært, mener Inga Walløe: den unge, aarhusianske kvinde Mette Wendelboe. Bedre kendt under sit strikkenavn, PetiteKnit.
»Hun appellerer til nye strikkere både med sine pædagogiske opskrifter og flotte designs. Der er ingen tvivl om, at hun har fået nye strikkere i gang«.
