Intet er sort-hvidt, når vi taler butiksliv i danske byer – heller ikke i Thisted, en 13.500 indbyggere stor købstad i Thy.
Nær centrum er der så megen trafik, at der denne onsdag før frokost danner sig kø, men det er let nok at finde en parkeringsplads. I bykernen er der ikke trængsel på torvet med træer, blomster, vandkunst og bænke i hjørnet ved kirken, men alligevel så mange mennesker i alle aldre, at det hele føles levende.
Et eller andet udefinerligt skaber puls. Blandt andet folks lyst til at snakke.
»Thisted er en udmærket handelsby. Man kan få alt, så man behøver ikke at tage udenbys. Og vi kender hinanden. Ser de mig ikke i lang tid, er de bekymrede for, hvorfor jeg ikke har været der«, siger 72-årige Lise Pedersen.
