»Det hele starter her«, siger Mads Ipsen og trækker Bob Dylans 1965-album ’Highway 61 Revisited’ ud af reolsystemet.
»Min far satte den på for mig, da jeg var tre år og gammel, og det første, jeg sagde, da den var færdig, var, at vi skulle høre den igen. Det sad bare i mig«, siger han, mens han står foran de 1.800 plader i lejligheden på Christianshavn, der er »et indeks over mit liv«.
Altså et katalog over et 53-årigt liv med kærester, teenageår, festivaler, venskaber, drukture og kærlighedssorger. Og alt det andet, som musikken undervejs i tilværelsen viser sig at blive et personligt lydspor til.
»Der er så mange vigtige historier knyttet til mine plader. Og er jeg sikker på, at mange andre pladesamlere vil sige det samme om deres samlinger«.
