Vi elsker vores sommerhuse. Bruger dem mere end nogensinde før. Bygger dem større i bedre materialer. Indretter dem med al den komfort og bekvemmelighed, vi kender fra vore faste boliger.
Det er ikke for ingenting, at eksperterne betegner sommerhusene som vores andet hjem.
Det store spørgsmål er så bare, om der er to hjem, eller om en del af landets sommerhusejere har gjort sommerdomicilet til en billig helårsbolig, selv om de ikke må.
De fleste sommerhuskommuner erkender, om end noget modstræbende, at der nok er nogle sommerhuse, der bliver brugt som ulovlige helårsboliger.
