I danske supermarkedskæder bliver der solgt produkter lavet af russisk fisk.
Det viser en kortlægning, som Politiken har foretaget i samtlige store danske supermarkedskæder. Forelagt oplysningerne erkender Rema 1000, Salling, Coop og Dagrofa, at de har solgt varer med russisk fisk – de vil nu stoppe salget.
Det sker på trods af, at supermarkedskæderne alle har erklæret, at de ikke vil sælge russiske produkter efter Ruslands invasion af Ukraine. Produkterne tæller blandt andet fiskepinde, fiskestykker og indbagt fisk.
»Jeg synes helt grundlæggende ikke, at det er i orden. Særligt når supermarkederne markedsfører sig med, at de ikke sælger produkter fra Rusland. Hvis en forbruger ønsker at undgå russiske produkter, så skal de ikke risikere at komme hjem med varer lavet af russiske råvarer«, siger Vibeke Myrtue Jensen, politisk rådgiver hos Forbrugerrådet Tænk.
