Lars Løkke Rasmussen bliver brysk på sin egen engagerede facon i grænselandet mellem irritation og elskværdighed. Vi har revet ham i næsen, hvad borgerlige topfigurer går og siger om deres tidligere statsminister, når diktafonerne er slukkede.
At Løkke givetvis efter et valg vil være tilbøjelig til at lægge al sin snak om midten på hylden, hvis bare han bliver tilbudt en mediumtung ministerpost. Han griber mobiltelefonen og begynder at lede efter en sms, som hustruen, Solrun Løkke Rasmussen, sendte ham i juni.
»Er det rigtigt, Lars«, havde Solrun spurgt i sms’en, der var forsynet med et screendump fra en Altinget-klumme med en variant af vores spørgsmål.
I sin klumme refererede den konservative eks-spindoktor Benny Damsgaard nogle unavngivne Venstre-kilder for at have ført en uformel dialog med Løkke, der gik ud på, at han kunne lokkes til at pege borgerligt, hvis han kunne få løfte om en post som udenrigsminister og senere EU-kommissær, når Margrethe Vestagers periode lakker mod enden.
