Var Ayat Khoraizat fyldt 18 år, inden hun i sommeren 2020 blev student med et karaktergennemsnit på 12,2, havde hun efter alt at dømme haft en permanent opholdstilladelse nu. Men hun er startet i skole et år tidligere end de fleste, og derfor gik der 40 dage, fra hun fik huen på, til hun fyldte 18 år.
De 40 dage er nu årsag til, at hun modsat resten af sin familie har fået afslag på at få en permanent opholdstilladelse.
»Hele den her oplevelse har rystet mit billede af Danmark, og hvor retfærdigt et samfund det er. Jeg er så ked af at sige det, men det har ødelagt mit glansbillede af Danmark«, siger Ayat Khoraizat.
Hendes forældre er oprindeligt fra Libanon, mens hun og hendes tre søskende er født og opvokset i Danmark. Da hun blev 18 år, skulle hun søge om en permanent opholdstilladelse for at få sikkerhed for, at hun altid kan blive boende i Danmark.
