Lad os lave et tankeeksperiment.
Vi skriver 2023, og Danmark har været igennem et jordskredsvalg uden sidestykke. Nye Borgerlige har vundet regeringsmagten, partileder Pernille Vermund sidder i statsministerkontoret, og der er nye toner i energipolitikken. Nu vil det atomkraftglade parti have atomkraft indført så hurtigt som muligt, og hun har et flertal i folketinget bag sig.
»Vi kan ikke nå vores klimamål uden, og atomkraft er billigt og stabilt. Det er også så sikkert, at jeg gerne vil tilbyde at opbevare det første års atomaffald i min kælder«, siger den nye statsminister i sin nytårstale med henvisning til en debat fra september, hvor hun lovede netop det.
Og så går systemet i gang. Der laves lovgivning. Man kontakter atomkraftvirksomheder. Man finder steder, værkerne kan ligge.
