Inde i den socialdemokratiske valgbus sidder en personlig assistent, to politiske rådgivere, en pressechef, to videofotografer, en buspiccoline, en chauffør og en statsminister plus det løse. Bag bussen kører Politiets Efterretningstjeneste og livvagterne.
Udenfor står solen lavt, og de sønderjyske skovbryn står i flammer. Så meget ild er der ikke i Mette Frederiksen, men en vis ilterhed lader sig ikke skjule, da hun bliver spurgt til den magtfuldkommenhed, som er det ord, de radikale brugte, da de vred armen om på hende og tvang hende til at udskrive valg, og det ord, som er blevet de borgerliges stærkeste våben i kampen mod hende.
Men det er mere end det. Det er også et af de ord, som kan afgøre, om den lidt punkede nordjyske pige, der begav sig ind i politik med en slagfærdig og frigjort stemme, skal forlade Statsministeriet som en egenrådig coronaparentes med en stram frisure eller have sit eget betydelige kapitel i danmarkshistorien.
Hun er ikke meget for at tale om det, men da hun bliver spurgt, hvor meget der er borgerligt spin, og hvor meget hun selv bærer af ansvaret, gør hun det alligevel.
