I sin purpurrøde klædedragt stod Dalai Lama i 2005 foran en forsamling af hjerneforskere og neurokirurger ved en konference i Washington, D.C. Her proklamerede den tibetanske ledermunk sin vilje til at stille sig forrest i køen, når videnskaben var klar med en teknologi, der kan fjerne negativitet i sindet.
»Hvis det var muligt at blive fri for negative følelser ved en risikofri implementering af en elektrode (i hjernen red.) – uden at forringe intelligensen og den kritiske sans – ville jeg være den første patient«, sagde Dalai Lama.
Umiddelbart kan det lyde som et utopisk drømmescenario, at et kirurgisk indgreb kan udrydde negativitet og lidelser i et menneskesind. Men inden for neurovidenskaben findes en spirende og revolutionerende teknologi, der bringer udsagnet fra en verdensfjern forestilling til et virkelighedsnært dilemma.
For hvis en operation i hjernen kan blokere et traumatisk minde, skabe et mere positivt sind eller aktivere følelsen af lykke, ville man så tage imod sådan en behandlingen, der grundlæggende kan ændre éns personlighed?
