Det hele startede hos én minkavlerfamilie i Sindal i Hjørring Kommune i Nordjylland. Og herfra spredte smitten sig.
I dag er omkring halvdelen af alle coronasmittede i Nordjylland smittet med en af fem minkmutationer af virussen, som nu har lukket store dele af Nordjylland ned. Omkring 4-5 procent af alle smittede i Nordjylland skønnes ifølge Statens Serum Institut at være smittede med den særligt muterede minkvariant, cluster-5, som eksperter frygter kan medføre en helt ny pandemi, da virussen er så anderledes end de ellers cirkulerende virusvarianter – og ser ud til at være dårligere beskyttet af de vacciner, som er på vej.
Statens Serum Institut skønner, at omkring 39 af de 783 konstaterede smittede den seneste uge i Region Nordjylland kan være smittet med den bekymrende variant af den minkrelaterede virus.
Men det er ikke nyt, at virus i mink er muteret og siden har spredt sig tilbage til mennesker igen. Det er heller ikke nyt, at Statens Serum Institut flere gange har advaret om risiko for folkesundheden på grund af mutationerne. Det er heller ikke nyt, at Danmark fraveg forsigtighedsprincippet og nedslagtning af inficerede minkfarme allerede i sommer.
