Hun ligner en adræt gymnast i sit sorte træningstøj, men da Stine Weis skal strække armene over hovedet og føre dem ned bag kroppen, bliver hun svimmel.
»Jeg kan mærke det helt ud i fingrene«, siger hun, bøjer sig forover og gnider hænderne.
Øvelsen er den hårdeste træning, Stine Weis har lavet i måneder. Hun var syg med covid-19 i marts, og siden har hun ikke kunnet lugte eller smage, hun har svært ved at huske og koncentrere sig, og hun har en lammende træthed, som styrer hendes liv.
Derfor er hun henvist til genoptræning på Aarhus Kommunes Neurocenter, hvor hun og to andre kvinder i 20’erne i træningstøj og strømpesokker laver blide strækøvelser med fysioterapeut Malene Brink. Alle døjer de med senfølger i forskellig form.
