»Jeg har ikke kontrol over mit eget liv eller mulighed for at holde mig mentalt sund«
Unge og psykisk sårbare er særlig hårdt ramt af coronanedlukningen, viser et nyt studie: Mere end hver femte har oplevet ensomhed og mental belastning. Men er det sværere at tackle corona, når man er ung? Johan, Amalie og Cecilie følte sig på tærsklen til en afgørende tid i deres liv – nu føler de magtesløshed og bekymring for fremtiden. En kæmper med skizofrene tanker, en anden med ensomhed og en tredje med angst og depression.
Johan Danø Hoffmann, 24 år, Nørrebro, arbejder med lyd til podcast og film.
»Jeg er meget tynget af det kontroltab, som pandemien har medført.
Samfundet dikterer mit liv og har sat mig i ufrivillig isolation. Det har forværret min sygdom, som dikterer mine tanker. Jeg har ikke kontrol over mit eget liv, og jeg har ikke mulighed for at gøre de ting, der holder mig mentalt sund.
Magtesløsheden er dybt frustrerende og gør mig meget ked af det, for det er svært at vide, hvad vi er oppe i mod, og hvornår det slutter.
Og jeg skal ligesom bare affinde mig med, at det er ude af mine hænder«.
Alt det, man ikke må
»Inden corona var jeg et rigtig godt sted. Jeg var lige stoppet på højskole, hvor jeg havde udfordret mig selv og konstant været omgivet af mennesker.
Derfor nød jeg faktisk nedlukningen i starten. Jeg skulle ikke forholde mig til andre mennesker eller gøremål, og det havde jeg faktisk brug for. At trække stikket og være lidt alene.
Efter en måneds tid begyndte det dog at blive hårdt.
Jeg får meget energi og holder mig mentalt sund ved at have en rutine, forpligtelser over for andre mennesker og være social. På den måde er jeg også afhængig af andre mennesker, for jeg har brug for at komme ud af mit hoved. Men det hele handlede om det, man ikke måtte, og man kunne ikke bare følge sine lyster, så isolationen begyndte at føles klaustrofobisk, både fordi jeg kun kunne være i min lejlighed, men også fordi jeg følte mig spærret inde i min krop.
Det fik mig til at føle en stærk ensomhed, og mine symptomer på min sygdom med skizofreni blussede op.
I starten havde jeg vildt svært ved at navigere i, hvornår det var coronatræthed, og hvornår det var min sygdom. Det var jo blevet en folkesygdom at være træt af det hele. Derfor undertrykte jeg symptomerne og tænkte, at jeg godt kunne håndtere det.
Det var først i efteråret, jeg blev klar over, at jeg ikke havde passet på mig selv og taget højde for stemmerne, som skizofrenien får mig til at høre.
Jeg er ellers vant til at arbejde med min psyke og sige det højt. Men når alle er lidt ekstra presset, føler jeg, at mine problemer ikke er vigtige nok til, at jeg skal kræve pladsen, så det er blevet et tabu for mig at tale om«.
Internationalt studie
Nedlukningens mentale konsekvenser
Nedlukningens mentale konsekvenser
- Studiet er første internationale sammenligning af den mentale respons på nedlukningen fra marts til juli 2020.
- Baseret på data fra over 200.000 borgere fra Danmark, Frankrig, Holland og England
- Resultaterne viser, at nedlukningen påvirker vores psykiske helbred i foruroligende grad – det gælder især unge under 30 år og mennesker, som tidligere har været ramt af psykisk sygdom.
- 24,8 procent af unge danskere under 30 år oplevede ensomhed.
- 25,2 procent af danskere, der tidligere har været ramt af psykisk sygdom, oplevede ensomhed.
- Resultaterne er udgivet i det videnskabelige tidsskrift The Lancet Regional Health Europe.
Forskerne foreslår nøje at følge de grupper, der identificeres som værende særlig tilbøjelige til at udvikle ensomhed og angst.
Kilde: Københavns Universitet.
Stemmerne
»Jeg har flest gode dage, men cirka en gang om ugen kæmper jeg. Det bygger sig altid op på de dårlige dage, hvor jeg er mere sårbar, og det hele går lidt mere sløvt.
På de værste dage hører jeg stemmer, er rastløs, nedtrykt og ængstelig. Jeg kan slet ikke samle mig om noget, og det er, som om min hjerne suser derudad, mens verden står stille. Forleden ulmede stemmerne i løbet af dagen, og så om aftenen, da jeg så film med min kæreste, larmede stemmerne så meget, at jeg ikke kunne høre andet eller samle mig om noget.
Når det bliver så slemt, kan jeg ikke kontrollere det, så er jeg bare indlagt til at være i det.
Det eneste, der hjælper i de situationer, er, at nogen beroliger mig. Når min kæreste gør det, hjælper det altid. Hun holder om mig og fortæller mig, at jeg ikke skal høre på stemmerne. Hun har en helbredende effekt på mig«.
Vigtige rutiner
»For to og et halvt år siden var jeg meget syg med min sygdom, og siden da har jeg arbejdet med mig selv for at holde den i skak. Derfor var det en kæmpe sejr, da jeg startede på højskolen, for det er noget, unge gør, og det fik mig til at føle mig normal.
I øjeblikket er jeg meget bekymret for, at den nuværende nedlukning kan få længerevarende konsekvenser for min heling.
For at arbejde imod skemalægger jeg min dag og forsøger at passe ekstra godt på mig selv. Jeg står konsekvent op tidligt, selv om jeg ikke skal noget. Spiser sundt, dyrker motion, gør rent og rydder op, så rammerne om mit liv er konkrete.
Det er hårdt og frustrerende at være så bevidst om mine handlinger hele tiden, men jeg minder mig selv om, at det er noget, jeg må gøre, så jeg ikke kollapser og ryger ned i et hul, hvor stemmerne spiser mig mentalt, og min dagligdag ikke kan hænge sammen«.
Tåget fremtid
»Det, jeg glæder mig mest til, er at kunne bestemme over mit liv igen. Være social uden at skulle tage nogle forholdsregler og feste og danse ubekymret med mine venner. Komme ud af mit hoved og have det sjovt og bare være.
Jeg har haft svært ved at acceptere, at corona har sat en stopper for, at jeg kunne lægge brikkerne til min fremtid, når jeg endelig havde det rigtig godt. Jeg ved, at det bare er nogle forventninger, jeg har opbygget, og håbet ville ske, men jeg synes, det er så uretfærdigt, at fremtiden er blevet endnu mere tåget.
Vi unge har skullet høre på, at vi var uansvarlige og skødesløse. Der har været lidt snak om, at det var synd, at nogle missede konkrete faser eller begivenheder. Men der burde være mere fokus på, at restriktioner og afsavn sætter dybe, mentale spor.
Både for ungdommen som gruppe og for den enkelte«.
Amalie Gade Lorentzen, 21 år, Østerbro, sabbatår
»Da jeg blev student, troede jeg, at jeg havde det vildeste og mest definerende sabbatår i udsigt.
Jeg skulle udvikle mig, møde en masse mennesker, have det skægt og nyde friheden ved ikke at gå i skole for første gang, siden jeg var seks år. Da Mette Frederiksen så lukkede landet ned, ramlede det hele bare. Fire dage efter skulle jeg være fløjet til Vietnam, hvor planen var at rejse rundt alene i halvanden måned. Jeg ville få en masse indtryk, nye bekendtskaber og stå på egne ben uden et sikkerhedsnet. Turen blev selvfølgelig aflyst.
Jeg ved, at jeg er meget privilegeret, men jeg synes, det er så uretfærdigt, at mine muligheder blev taget fra mig. Og jeg har misundt de årgange og generationer, der nåede at oplevede det inden coronakrisen«.
Fortabt
»I begyndelsen af nedlukningen tænkte jeg ikke, at det var en følelse af ensomhed, jeg gik rundt og baksede med. Jeg tænkte bare, at jeg følte mig vildt fortabt, og at det var midlertidigt ligesom corona. Men som ugerne gik, skyllede det ligesom ind over mig, og følelsen fyldte mere og mere.
Jeg prøvede at få en rutine med at gå en tur hver dag. Men efter at have gået turen nogle gange, kan jeg huske, jeg satte mig ind i min bil og tænkte, ’hvad er det her for et liv?’, for når den rute var gået, så skulle jeg bare hjem igen, og så var der ikke så meget mere at tage sig til den dag. Og der gik det op for mig, at ’jeg trives ikke i det her, og jeg er vildt ensom’.
Det var ikke, fordi jeg manglede relationer. Jeg havde mine venner og familie, så jeg var ikke alene. Men jeg havde en grundfølelse af ensomhed, hvor jeg oplevede at været meget begrænset.
I maj 2020 flyttede jeg hjemmefra, til København, og vores samfund var stadig meget lukket. Jeg var arbejdsløs, og jeg troede ikke rigtig, at jeg kunne få et job, så jeg var ret skræmt over at skulle alene ind til storbyenm når jeg ikke havde noget økonomisk sikkerhedsnet eller en hverdag.
Ingen af mine venner var i byen endnu, så jeg havde intet at give mig til. Efter et par uger fik jeg et job, og det hjalp at have en rutine og et tilhørssted. Men corona satte begrænsninger for, at jeg kunne få nye bekendtskaber i byen, så i nogle måneder følte jeg mig virkelig ensom, og det var så hårdt.
Jeg manglede en tilknytning til hverdagen, for jeg havde brug for en følelse af samhørighed med andre mennesker. Det var ikke en følelse, jeg havde haft før. Det hele flød sammen og betød ikke rigtig noget. Og eftersom jeg ikke kunne gøre noget for at ændre på situationen, gav det mig en følelse af utilstrækkelighed.
Jeg er meget ekstrovert, og det giver mig energi at være sammen med en masse venner, indgå i nye relationer, være spontan og lade mig inspirere. Når jeg ikke kunne opnå en dybde i relationerne, følte jeg mig meget ude af takt, og det var virkelig, virkelig hårdt.
Da Mette Frederiksen meddelte, at landet lukkede ned for anden gang, sad jeg og spiste aftensmad med min familie. Jeg blev helt opslugt af pressemødet, og det fik mig til at fælde nogle tårer. Efterfølgende brød jeg fuldstændig sammen i gråd, jeg var bare så udmattet og træt af dumme corona. Jeg følte ikke, der var noget håb tilbage. Mine forældre prøvede at opmuntre mig ved at snakke om vaccinerne, der ventede forude, og at det ville blive bedre til sommer, men der var ikke noget, der hjalp.
Det betød, at julen var megapresset for mig. Jeg var utrolig bange for at blive ramt af corona – det fyldte mere, end det nogensinde havde gjort – og at jeg skulle tilbringe juleaften alene.
Heldigvis blev jeg ikke smittet, og jeg havde nogle gode dage med min familie. Men da jeg kom tilbage til min tomme lejlighed, følte jeg mig så fortabt og ensom. Og jeg ærgrede mig sådan over, at alle de dumme tanker bare skyllede ind over mig igen«.
Sig det højt
»I størstedelen af 2020 oplevede jeg ikke en genkendelighed fra mine tætteste venner, og det undrede mig, hvordan vi kunne vi have det så forskelligt.
Men en dag i november valgte jeg at lave et opslag på Instagram, hvor jeg skrev om mine følelser og oplevelser fra coronatiden. Jeg var fyldt af, at jeg ikke havde sat ord på, at jeg gik rundt og havde det skidt. Og jeg mente ikke, det kunne være rigtigt, at jeg var den eneste, der gik rundt og havde det sådan her. Da opslaget var slået op, oplevede jeg, at rigtig mange af mine venner, bekendte og personer, jeg ikke kendte, skrev til mig, og sagde, at de godt kunne genkende mine følelser, og at jeg ikke var alene. Det var så fedt at opleve, for det er så tabubelagt at tale om det svære ellers, særligt blandt unge.
Jeg prøver normalt at vise de gode ting ved mig selv, og på Instagram har jeg en meget poleret profil, så det at vælge at sige mine følelser højt, være sårbar og tabe ansigt var virkelig grænseoverskridende. Men det har gjort, at det er nemmere at tale om det, der svært, og jeg er kommet tættere på mine venner.
Tidligere gav corona mig konstant en klump i maven, fordi jeg var skræmt over, hvad fremtiden ville bringe, og om virussen havde ødelagt nogle muligheder for mig. Men nu, hvor det er blevet mere tydeligt, at corona nok skal få en ende, glæder jeg mig bare til at være lidt i nuet«.
Cecilie Skærning Sonne, 23 år, Svendborg, læser til socialrådgiver
»Det er sådan noget her, der nogle gange sker med min angst ... Min hjerne lukker af, og jeg kan ikke huske noget. Derfor har jeg forberedt mig og skrevet noget ned, så jeg vidste, hvad jeg skulle komme ind på. Må jeg lige kigge på det?
Det er en mestringsstrategi, så jeg har kontrol, for hvis ikke jeg har det, så har jeg ikke ro, og mine følelser sidder uden på tøjet – og så rammer angsten mig. Inden jeg går i seng om aftenen, sørger jeg også for at have en udførlig liste over alt, hvad der skal ske den kommende dag, for ellers kan jeg ikke sove eller overskue dagen, og så kommer jeg aldrig op af sengen«.
At være forkert
»Min lejlighed har gennem pandemien fungeret som et fristed og en fængselscelle.
Det er her, statsministerens formaninger om samfundssind har fået mig til at græde som pisket. Den tvungne nedprioritering af menneskelig kontakt har været så svær at acceptere. Men det er også her, jeg kan isolere mig, når den invaliderende sociale angst dominerer mine tanker.
Jeg er et meget socialt menneske, og jeg bruger rigtig meget tid og energi på min familie og venner, så restriktionerne har påvirket mig enormt meget. Jeg har skullet tilsidesætte mine behov, for jeg har ikke kunnet gøre de ting, der gør mig glad. Det har bare været et tomrum uden noget holdepunkt.
Jeg har altid forsøgt at emme af overskud, være hjælpsom, have en booket kalender og se mennesker hele tiden, samtidig med at jeg skal have et pænt hjem og tage mig godt ud – faktisk være perfekt – fordi det giver ros og anerkendelse. Og det giver mig en kontrol, for så kan de ikke se, hvor skidt jeg har det, selv om det er utrolig stressende hele tiden at dække over. Jeg er bange for at være forkert og ikke at blive anerkendt nok, så første nedlukning gjorde mig rigtig bange for at miste kontrollen og gøre noget forkert. Og når jeg ikke kunne udvise overskud, var det svært at få en følelse af anerkendelse og opretholde facaden. Det knækkede mig«.
Uoverskuelig angst
»Fra den ene dag til den anden kunne jeg ikke gå ud og handle. Det var uoverskueligt, for jeg følte, at alle kiggede på mig, og at de holdt øje med hver en bevægelse, jeg lavede, så jeg tog solbriller og tørklæde på, så jeg kunne gemme mig væk, når jeg var ude. Efter tre dage knækkede den sociale angst mig fuldstændig. Jeg isolerede mig og kunne ikke bevæge mig ud af min lejlighed. I en måned frem blev min kæreste nødt til at stå for alle indkøb.
I foråret begyndte jeg også at døje med dødsangst. Jeg er bange for, at mine bedstemødre, forældre og søskende vil blive smittet med covid-19 og dø. Og det skræmmer mig, at jeg ikke kan kontrollere, om de bliver smittet. Nætterne er de værste, for der er jeg helt alene, byen sover, og der er ikke noget, som kan distrahere tankerne. Det giver mig en klump i maven, og mit hoved er fyldt med et mylder af tanker. Selv om jeg er ekstremt træt, kan jeg ikke falde til ro. Jeg kan ligge vågen hele natten af frygt for, at jeg misser et nødopkald på min telefon.
De dage, hvor jeg ikke har fået min søvn, er jeg inde i et ekstremt tomrum, og det er svært for mig at huske tilbage på de dage. Jeg er så udmattet, at det nærmest gør ondt at rejse mig fra sengen, men jeg er også helt oppe på dupperne, for alt gør mig bange og nervøs«.
Jeg er stadig mig
»For seks år siden fik jeg en svær depression, hvor jeg havde så ondt indeni og ikke kunne se lyset. I august måtte jeg sande, at jeg igen havde fået det så skidt, at jeg blev diagnosticeret med en svær depression. Alt var bare uoverskueligt og mørkt.
Anden nedlukning har også tæret på mit overskud. Tanken om et nyt semester, der byder på hjemmeundervisning uden noget samvær, gør mig ræd for, at det trækker mig ned.
Og det gjorde mig så ked af det, for det er bare et kæmpe nederlag igen at ramme bunden.
Derfor var jeg meget bange for at åbne op om min tilstand. Jeg ønskede ikke at tabe ansigt og indrømme mine fejl, for hvad nu, hvis de ser mig som en byrde, eller de ikke vil hjælpe mig? Men det har også været svært, for om man vil det eller ej, så er det bare stadig et tabu at tale om, hvordan man har det, i hvert fald hvis det er negativt.
Og jeg oplevede også, at nogle af mine venner ikke kunne rumme min depression og angst. Det har dog hjulpet mig til at indse, jeg har behov for at tænke på mig selv og vælge dem fra, der ikke kan rumme mig.
Jeg er begyndt at dele mine tanker og følelser om det at have det skidt, og hvilket tabu det kan være, på Instagram. Her oplever jeg en enorm genkendelighed, som har gjort, at jeg ikke føler mig så alene om at være ensom og deprimeret.
Det har også medvirket til, at jeg nu vil have, at alle i min omgangskreds ved, at jeg faktisk kan have det ad helvede til, og det skal der være plads til, for jeg er stadig mig«.