Jens Lundgren, overlæge, infektionsmedicin,Rigshospitalet:
Hvad er den vigtigste erkendelse på dit felt?
Vigtigst er, at det lykkedes at udvikle en vaccine på kun et år. Det er outstanding. Behandlingen er ikke nået helt så langt, men den er blevet bedre. Vi vil gerne have medicin, man kan tage i pilleform, så man kan begynde behandlingen, inden man bliver indlagt. Det var gennembruddet i forhold til hiv, at man begyndte at behandle meget tidligere i forløbet. Diagnostikken er også forbedret, men jeg forventer, at den bliver markant bedre, og at testen bliver demokratiseret, så det ikke kun er noget, professionelle udfører.
Hvad har overrasket dig mest?
Det har både været det mest forfærdelige år i mit liv og det fagligt mest spændende. Fagligt har jeg forberedt mig på det her det meste af mit voksne liv. Men det har også været en vild tid, hvor jeg har arbejdet ud over min egen grænse, fordi situationen bød det. Der er blevet hevet i mig fra højre og venstre. Pludselig sad jeg i en referencegruppe, som skulle rådgive regeringen, og som der blev diskuteret meget omkring. Der har været kaos på en måde, jeg aldrig før har oplevet. På et tidspunkt skal jeg bearbejde det.
