Da Marie Rydal Kirkebæk var gravid med sin søn, læste hun i en bog, at en hel del kvinder oplever, at deres mavemuskler ikke samler sig igen efter graviditeten. Det gjorde hende bekymret, for hun er glad for at bruge sin krop. Hun har altid løbet og cyklet meget, og hun har gennem livet dyrket flere forskellige sportsgrene og var ivrig for at komme i gang igen efter fødslen.
»Jeg tænkte en del over, hvad for en krop jeg ville ende i, når graviditeten var overstået, for det betyder meget for mig, at den fungerer. Så da jeg var til jordemoder, spurgte jeg ind til, hvad jeg skulle gøre, hvis mine mavemuskler blev ved med at være delte«, husker Marie Rydal Kirkebæk.
»Men hun slog det med det samme hen og sagde, at jeg skulle slappe af. At alle gravide pludselig talte om delte mavemuskler. Jeg fik det indtryk, at hun syntes, det var fjollet at gå op i«.
Efter fødslen var Marie Rydal Kirkebæk efter ganske få uger tilbage på sin gamle vægt, fra før hun blev gravid. Alligevel var hendes mave stadig meget rund.
