En kvinde i fødsel vralter ind gennem den gule elevatordør på fødegangen på Aarhus Universitetshospital. Foroverbøjet styrer hun hen mod en lænestol i venteområdet, hviler armene på ryglænet og trækker vejret tungt. Efter syv minutter, der føles lange, kommer en ung jordemoder og beder om hendes navn.
»Jeg finder lige ud af, hvem der tager imod dig«.
Den fødende kvinde smiler opgivende til sin familie:
»De har ikke nok jordemødre. Jeg håber bare, jeg får en stue«.
