Skiftende regeringers drøm om en røgfri generation i 2030 er mislykkedes.
Det får nu indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) til at blæse til fornyet angreb mod ikke mindst de mange forskellige nyere nikotinpræparater, der på få år har sat afhængighedens klo i de unge.
»Det er så nedslående, som det overhovedet kan være, at flere unge ryger, når vi ved, at det er den største dræber. Men det er mindst lige så alarmerende, at der er sket en stigning i unges forbrug af e-cigaretter og røgfri nikotinprodukter. Derfor er målet nu at få skabt en røg- og nikotinfri generation«, siger Sophie Løhde.
Nu hedder det så en ’røgfri og nikotinfri generation’, men fiser den målsætning ikke også bare ud i ingenting?
