»Hej Lene-pigen«.
Med et stort smil slår en mand sine tatoverede arme om sygeplejerske Lene Tanderup.
Mens han begynder at fortælle om sin venstre ankel, der volder problemer, og som er årsagen til dagens besøg fra Københavns Kommunes sundhedsteam, samler han en håndfuld sne fra forruden af den elbil, lægen og sygeplejersken kom kørende i. Han former den til en snebold, mens schæferen King forventningsfuldt danser rundt om sin ejer og venter på, at han kaster.
’Storken’, hvis borgerlige navn er Per Frank Lund, er en af de patienter, sundhedsteamet har kendt i en længere årrække. Han og Lene Tanderup ses fast hver 14. dag til udlevering af den smertestillende medicin, han får for slidgigt, og som også hjælper ham til at få en bedre nattesøvn og dermed overskud til at holde igen med alkoholen. I dag er læge Henrik Thiesen med for at tilse anklen.
