»Nu er jeg i en situation, hvor jeg kun kan skuffe«, siger uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) og griner.
Ordene lyder på Københavns Erhvervsakademi, KEA, hvor en gratis croissant og kaffe i papkrus kombineret med udsigten til debat med uddannelses- og forskningsministeren mandag morgen har fået studerende til at klumpe sig godt og grundigt sammen i institutionens fællessal.
Af KEA’s rektor, Steen Enemark Kildesgaard, er Ahlers blevet introduceret som indehaver af tredjepladsen på hans 8-årige drengs rangliste.
»Nummer ét er Ronaldo, nummer to er Messi og nummer tre er så Tommy fra Løvens Hule«, siger KEA’s rektor, og det er efter referencen til så store helte, at ministeren lægger grinende og ydmygt fra land.
